- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Radisson får første hotel i Las Vegas

Radisson Hotel Group rykker for første gang ind i Las Vegas ved at overtage driften et af de mest berømte hoteller, Treasure Island, med 3.000 værelser, kasino og meget mere.

Treasure Island Hotel & Casino i Las Vegas får senere på året en tilføjelse til sit navn og skal herefter hedde ”Treasure Island – TI Hotel & Casino, a Radisson Hotel.” Fra starten af næste år kan medlemmer af Radisson Rewards optjene bonuspoint ved at bo på hotellet.

Hotellet, der lokalt blot kaldes ”TI” – se skiltet til venstre på billedet, åbnede i 1993 og var dengang under MGM-gruppen, der har hovedparten af hotellerne i Las Vegas. I 2009 blev Treasure Island overtaget af Ruffin Companies, der blandt andet driver en række hoteller.

Om overtagelsen af driften af Treasure Island siger Ken Greene, koncernchef for Radisson Hotel Group i blandt andet USA i en pressemeddelelse:

”TI er en fantastisk resort destination i en unik by som Las Vegas, som vi længe har ønsket at kunne tilbyde vores gæster. Treasure Island har en af de bedste placeringer i Las Vegas, og vi er beærede over at kunne byde et så velkendt resort og kasino velkommen i vores voksende portefølje.”  

Treasure Island vil fortsat være ejet af forretningsmanden Phil Ruffin og hans Ruffin Companies; hotellet beholder sit navn selv om Radisson fremover skal stå for driften. I pressemeddelelsen fra Radisson Hotel Group siger Phil Ruffin blandt andet:

”Det er en ære at indgå samarbejde med et så ligesindet og dedikeret team som Radisson Hotel Group og blive en del af en af verdens mest kendte hotelgrupper. Vi tilstræber, at Treasure Island skal være en af de mest spændende og imødekommende resort destinationer på Las Vegas Strip, og vi tror at vi med denne nyhed (om samarbejdet med Radisson, red) kan tiltrække endnu flere gæster fra hele verden.”

150.000 hotelværelser i Las Vegas
Treasure Island havde ved sidste fintælling 2.884 værelser og suiter, ni restauranter, et kæmpe kasino, mange møde- og konferencelokaler

I alt har Las Vegas omkring 150.000 hotelværelser – der er mindst 12.000 nye på vej frem mod år 2023. Den berømte by i delstaten Nevada tiltrækker årligt mere end 40 millioner besøgende fra ind- og udland.

Selve Radisson Hotel Group har foreløbig over 1.100 verden over fordelt på syv varemærker: Radisson Collection, Radisson Blu, Radisson, Radisson Red, Park Plaza, Park Inn by Radisson og Country Inn & Suites by Radisson.

Relaterede artikler:

Las Vegas-turister får hjælp af moderne teknologi

Branson vil også være hotelkonge

Hotel ved Københavns Lufthavn skifter ejer