- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rederi sender to krydstogtskibe jorden rundt

MSC Cruises annullerer sit planlagte World Cruise næste år på grund af for få åbne anløbshavne. Til gengæld sender det italienske rederi i 2023 to skibe afsted på krydstogter jorden rundt.

MSC Cruises har opgivet planerne om at gennemføre MSC World Cruise 2022 næste år. Krydstogtet skulle være sejlet med MSC Poesia. Årsagen til aflysningen er, at der ikke i kølvandet på coronakrisen forventes at være nok åbne havne.

Til gengæld vil det italienske rederi i 2023 sende to af sine skibe verden rundt, stadig MSC Poesia, der noget af vejen får følgeskab af MSC Magnifica. Det er ifølge MSC Cruises første gang, at to skibe fra samme rederi foretager et verdenskrydstogt.

De to store krydstogtskibe, der om alt går vel skal gennemføre MSC World Cruise 2023, får samlet op til 5.000 gæster. Efter planen stævner de ud fra Italien i starten af januar 2023.

Grunden til, at der nu indsættes et ekstra MSC-skib i 2023, er også, at verdensrundrejsen med MSC Poesia allerede var udsolgt og havde en stor venteliste.

Hver sin rute
Når de to skibe forlader Middelhavet i januar 2023 skal de sejle forskellige ruter.

MSC Magnifica skal sejle syd om Sydamerika til Stillehavet og derfra videre til Det Indiske Ocean, Det arabiske Hav og derfra op til Middelhavet via Suezkanalen.

I alt vil MSC Magnifica under sit 117 dage lange krydstogt besøge 43 havne i 24 lande på sin jordomrejse.

Omvendt vil MSC Poesia krydse Atlanterhavet med stop på blandt andet Madeira mod Caribien og sejle gennem Panama-kanalen, derfra ned langs vestkysten af Mellem- og Sydamerika for at fortsætte videre ud i det sydlige stillehav med stop på blandt andet Tahiti, New Zealand og Australien og derfra til blandt andet Asien med besøg i Indonesien, Singapore og Malaysia.

På vej tilbage mod Middelhavet via Suez bliver der stop i blandt andet Sri Lanka, Indien og Oman. Ikke alle overnatninger sker på skibet, nogle bliver i land i nogle af de store anløbshavne. Her indkvarteres gæsterne på hotel.

Relaterede artikler:

”Næste års danske krydstogtsæson ser fornuftig ud”

Redningsbåd ødelagde udsigten under krydstogt

”Færdigvaccinering gør salg af rejser meget lettere”