- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau overvejer flere kontorer i Danmark

Det store rejsebureau har allerede salgskontorer i fire danske byer – men der kan komme flere, siger direktøren, der i første omgang koncentrerer sig om det svenske rejsebureau, det netop har købt.

Jysk Rejsebureau, et af de største oversøiske danske rejsebureauer med en omsætning sidste år på 327 millioner kroner, overvejer flere salgskontorer i Danmark. Det er allerede i hjembyen Aarhus samt foreløbig i Aalborg, Herning og København.

”Vores fire nuværende salgskontorer i Danmark behøver ikke være vores eneste, der er en eller flere byer, hvor vi måske kunne tænke os at være fysisk til stede. Der er ikke noget officielt , men flere salgskontorer i Danmark er ikke noget, jeg udelukker,” siger administrerende direktør for Jysk Rejsebureau, Niels Amstrup, til standby.dk og tilføjer:

”Vi sælger skræddersyede rejser med et højt involveringsprodukt for kunden. Vores rejser kan koste store beløb, derfor vil mange kunder gerne have personlig rådgivning ved at kunne se vores sælger i øjnene. Det er en af fordelene ved at have flere rejsebureauer.”

Skal have flere ansatte
Jysk Rejsebureau er på vej mod 100 medarbejdere, tilbage i 2011 var der 50. ”Vi har i dag foreløbig 92 ansatte, men er ikke færdige med at vokse. Vi ser stærk efterspørgsel på vores rejser med USA, Canada, Thailand, Australien og New Zealand som de fortsat bedst sælgende. Men vi har også en underskov af destinationer der sælger godt, for eksempel Sri Lanka, Indonesien, Brasilien og Ecuador,” siger Niels Amstrup.

Jysk Rejsebureau har de seneste seks år nærmest fordoblet sin omsætning til de 327 millioner kroner, der blev omsat for sidste år. Omsætningen i 2017 resulterede i ”et rigtig pænt overskud,” siger Niels Amstrup, der dog ikke vil sætte tal på overskuddet.

De flyselskaber, Jysk Rejsebureau sender flest af sine cirka 20.000 årlige gæster af sted med, er Qatar Airways, Air France og KLM samt Emirates.

Har købt svensk rejsebureau
Jysk Rejsebureau meddelte i dag, at det har købt det svenske rejsebureau Winberg Travel, der har en årlig omsætning på 40 millioner svenske kroner. Hvad Jysk Rejsebureau har betalt for Winberg Travel vil Niels Amstrup ikke oplyse.

”Inden vi fandt frem til at det skulle være Winberg Travel havde vi lavet analyse af nærmest alle svenske rejsebureauer; vi fjernede for eksempel busbureauer og erhvervsrejsebureau og kiggede så efter fællesnævnere i forhold til vores produkter hos relevante svenske rejsebureauer. Vi havde dialog med flere, men der kom først et brugbart match hos Winberg Travel,” siger Niels Amstrup. Han tilføjer, at Jysk Rejsebureau ikke har planer om at købe andre svenske rejsebureauer eller for eksempel kigge på Norge.

Indtil salget til Jysk Rejsebureau var Winberg Travel ejet af Dusica Nilsson og Milla Limrell. Sidstnævnte er en gammel kending af den danske rejsebranche. Milla Limrell var fra 2001-2003 Director Supplier Relations for det dengang eksisterende store erhvervsrejsebureau TQ3, der senere blev til BCD Travel. Tidligere har Milla Limrell, der blev medejer af Winberg Travel i 2005, været hos blandt andre Thai Airways og Carlson Wagonlit.

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau på opkøb i Sverige

Mangel på synlighed gav mindre salg

Dansk rejsebureau på opkøb i Tyskland