- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebureau styrker samarbejde med Air France KLM

Et af Norges største erhvervsrejsebureauer er som Air France KLM’s første partner i Nordeuropa blevet certificeret på flyselskabernes NDC-platform.

Med certificeringen på Skyteam-medlemmernes NDC-platform – NDC er IATA’s New Distribution Capability – kan det store norske rejsebureau Berg-Hansen opnå bedre udbud, herunder priser, fra Air France KLM via en direkte forbindelse til NDC-platformen.

Det skriver Berg-Hansen i en pressemeddelelse, hvor det også tilføjes, at Berg-Hansen er første Air France KLM-partner i Nordeuropa til at opnå denne status på flyselskabernes NDC-platform.

Med NDC ønsker en stigende række flyselskaber, at der bookes flere flybilletter direkte hos dem – fremfor i reservationssystemerne, GDS’erne, som Amadeus, Galileo, Sabre og Worldspan, som flyselskaberne skal betale afgifter til.

”Dette er endnu en vigtig milepæl i vores NDC-strategi, hvor målet er at bringe rentable løsninger og relevant indhold til vores kunder,” siger Petter Brodahl, Berg-Hansen direktør for Partner Relations, og tilføjer:

”Dette er muligt takket være et godt samarbejde med Air France-KLM. Vi elsker at have partnere, der har viljen til at være førende og udvikle de bedste produkter for vores rejsende.”

En fælles milepæl
Og chefen for Air France KLM i Europa, Barry ter Voert, siger i pressemeddelelsen:

”Vi er stolte af denne fælles milepæl med et af Norges største rejsebureauer, Berg-Hansen. NDC giver adgang til eksklusive tilbud, der baner vejen for yderligere udvikling af salget af tillægsydelser gennem distribution af bedre indhold og skræddersyede tilbud. Dette er nøglen til at forbedre vores fælles kunders oplevelse.”

Og fra Halvor Gløersen, Air France KLM’s salgsdirektør i Norge, lyder det:

”Dette er endnu et resultat af Air France KLM’s stærke tilstedeværelse i Norge. Vores salgsteam i Norge arbejder på at udvikle en bæredygtig virksomhed i Norge, og jeg er glad for, at vi kan understøtte Berg-Hansen og andre handelspartnere hen imod en ny bedre distribution.”

Air France KLM udvikler NDC-tilbud og investerer i muligheder som partnere, for eksempel rejsebureauer, kan få adgang til, booke og sælge ved at forbinde til Air France KLM NDC API’er (Application Programming Interface) eller ved at bruge det dedikerede Air France KLM Agent Booking Tool, en online bookingportal for rejsebureauer, oplyser flyselskaberne.

Der er mere information om NDC på Air France KLM’s udviklingsportal: developer.airfranceklm.com/NDC

Relaterede artikler:

Travel Manager: Rejsebureauerne er passive

BCD Travel og Lufthansa Group i NDC-samarbejde

PATA satte fokus på rejsebranchens fremtid

Icelandair presses af ny distributions-teknologi