I en ny trendundersøgelse fra Apollo Rejser svarer over halvdelen af danskerne, at udenlandsferien er årets højdepunkt. Det er mere end dobbelt så mange som sætter jul og nytår øverst.
”Undersøgelsen viser, hvor stærkt udenlandsferien står i danskernes liv, og hvor stor værdi den har. Ferien er noget, man ser frem til, planlægger og glæder sig til,” siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør i Danmark for Apollo Rejser, i en pressemeddelelse.
Det sidste, danskerne kunne tænke sig at afstå fra i løbet af et år, er ferierejsen – kun 13,8 procent kunne tænke sig at droppe den. Til sammenligning kunne næsten tre gange så mange klare sig uden alkohol (38,4), og omtrent dobbelt så mange uden julegaver og fødselsdagsfejring (29)
Selvom udenlandsferien anses som det vigtigste at værne om hos begge køn, viser undersøgelsen tydelige forskelle i andre prioriteringer. 44,5 procent af kvinderne siger for eksempel, at de kunne afstå fra alkohol et år, mens kun 32 procent af mændene kunne det samme.
Selvom danskernes vaner og små fristelser varierer, er én ting stensikker: Ferierejsen er fællesnævneren, vi ikke vil undvære, lyder det fra Apollo Rejser.
”Når så mange sætter ferien højere end både traditioner og hverdagsvaner, siger det noget om dens betydning. Rejser er ikke bare noget, vi gør – det er noget, vi lever for,” siger Glenn Bisgaard.
Også fra Aarhus
Hidtil har Apollo Rejser, et af Danmarks tre største charterrejsebureauer, solgt danske charterafgange fra København, Billund og Aalborg – men nu kommer også Aarhus Lufthavn på menukortet.
Apollo Rejser vil mellem 15. juni og 3. august flyve fra Aarhus til Chania på Grækenlands største ø, Kreta. Gæsternes flyver med en Airbus A320 fra det græske Star Alliance-medlem, Aegean Airlines, med 174 pladser.
Der er tale om ”omvendte” flyvninger, hvor flyet starter fra Kreta allerede klokken 06.30 om morgenen og returnerer fra Aarhus klokken 10.30. Det er første gang Apollo tilbyder direkte flyvninger fra Aarhus, oplyses det i pressemeddelelsen.
Apollo forventer i år at sende 180.000 gæster fra danske lufthavne, har salgsdirektør Glenn Bisgaard tidligere oplyst til Standby.dk, cirka samme tal som sidste år. Hovedparten er med charterfly, resten, cirka 10 procent, er med rutefly. Grækenland har cirka 70 procent af Apollo-gæsterne fra Danmark.
Relaterede artikler:
Apollo: Kvinder bedre til at rejse sammen end mænd