Kvinder rejser mere målrettet, kvalitetsbevidst og nysgerrigt end mænd. Det viser Apollo Rejsers nye nordiske rejseanalyse. ”Den moderne kvinde forventer, at ferien giver mere end varmegrader.”
Apollo Rejser, det tredjestørste charterrejsebureau i Danmark efter Spies og TUI, er klar med nye tal fra Apollos nordiske rejseanalyse. Den blev gennemført i januar i år og omfattede 4.180 respondenter fra Norden, herunder over 1.000 fra Danmark.
En del af undersøgelsen fokuserer på kvindelige rejsende. Næsten seks ud af ti kvinder oplever, at udlandsrejser gør dem lykkeligere, noterer Apollo.
For mere end halvdelen af kvinderne er ferierejser årets absolutte højdepunkter. Mange kvinder fremhæver, at rejsen både motiverer i hverdagen og bidrager til personlig udvikling.
Glenn Bisgaard, salgsdirektør for Apollo Rejser Danmark, siger i en pressemeddelelse: ”Kvinder bruger i højere grad rejsen aktivt. Det handler ikke kun om at koble fra, men om at lade op – mentalt, socialt og personligt. Ferien er blevet et valg om at prioritere sig selv.”
Søger nye horisonter
To ud af tre kvinder vælger helst en destination, de ikke har besøgt før, og prioriterer lokale kulturmøder og autentiske oplevelser, viser Apollo-tallene.
Samtidig er kvinder mere prisbevidste end mænd (76 procent mod 68 procent) og lægger stor vægt på anmeldelser, beliggenhed og værdi for pengene ved valg af hotel. ”Den moderne kvindelige rejsende er både analytisk og eventyrlysten. Hun researcher, hun vælger med omtanke – og hun forventer, at ferien giver hende mere end bare varmegrader,” siger Glenn Bisgaard.
Over otte ud af ti kvinder kobler helt af fra arbejdet på ferien – væsentligt flere end mænd – og ser rejsen som et frirum for alenetid, refleksion og ro, lyder det fra Apollo. ”Kvinder rejser ikke for at flygte fra hverdagen, men for at styrke den,” siger Glenn Bisgaard.
Kvinder dominerer også den aktive ferieform. Syv ud af ti gæster på Apollos Sports-hoteller er kvinder, og næsten otte ud af ti af dem, der booker træningsrejser, rejser alene. Motivationen er tydelig: Alenetid og selvforkælelse vægter højest (44 procent). Mange kan også se sig selv rejse på træningsferie med veninder.
”At så mange kvinder rejser alene for at investere i deres egen sundhed og udvikling, siger meget om nutidens stærke og selvstændige kvindelige rejsende. Træningsferien er blevet en arena for både mental og fysisk styrke,” oplyser Glenn Bisgaard.
180.000 gæster fra Danmark
Apollo forventer i år at sende 180.000 gæster fra danske lufthavne, har Glenn Bisgaard tidligere oplyst til Standby.dk, cirka samme tal som sidste år.
Hovedparten er med charterfly, resten, cirka 10 procent, er med rutefly.
Efter Grækenland, cirka 70 procent af Apollo-gæsterne fra Danmark, og Spanien som Apollos største rejsemål fra Danmark følger, nævnt alfabetisk: Cypern, Dubai og Egypten. Oplysningerne kom før krigshandlingerne i Mellemøsten begyndte sidste måned med Israel og USA’s angreb på Iran.
Relaterede artikler:
Apollo Rejser: Rejsebureauagenter slår AI og influencere

STANDBY.DK Nyt om rejser


