- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Revanche-rejser ventes at fortsætte næste år

Trods inflationen forventes det, at rejsende stadig vil have revanche for de oplevelser, som de gik glip af under pandemien. Det er en af flere tendenser, der kan påvirke branchen i 2023.  

Revanche-rejser er en af de trends, som vil fortsætte med at vokse i løbet af 2023. Det er i hvert fald forudsigelsen fra teknologivirksomheden Hotelbeds, der beskæftiger sig med hotelformidling til virksomhedskunder.

Begrebet revanche-rejser er opstået i takt med, at verden er begyndt at åbne igen efter COVID-19-pandemien.

Det refererer til en tendens, hvor mange mennesker har stor appetit efter alle de oplevelser, som de føler, at de er gået glip af. Derfor ønsker man at tage revanche for de mange timer, der er blevet brugt foran fjernsynet, på spadsereture eller med andre sysler, mens verden har været lukket.

Ifølge Hotelbeds vil folk – trods den stigende inflation – fortsat prioritere at rejse i løbet af 2023, da data fra selskabets platform peger på, at der næste år vil blive reserveret op mod 30 procent flere hotelovernatninger, end tilfældet har været i perioden fra oktober 2021 til udgangen af september i år.

Digitale menukort og mere fleksible booking-løsninger
I tillæg til at de rejsende næste år fortsat vil søge at indhente alt dét, som man ikke har oplevet i løbet af de seneste år, mener Hotelbeds også, at flere andre tendenser vil være fremherskende. Det drejer sig blandt andet om en øget grad af digitalisering.

Virksomheden forventer, at der vil komme større efterspørgsel efter løsninger, der eksempelvis sætter de rejsende i stand til både at booke billetter til flyvningerne frem og tilbage samt den forlystelsespark eller andre attraktioner, som de ønsker at besøge under opholdet på en given destination.

Det forventes ligeledes, at hotellerne vil tage flere digitale løsninger i brug. Det kan blandt andet være programmer, som hjælper med at planlægge den optimale rækkefølge i rengøringen af værelserne eller digitale menukort, som både gør det nemmere at bestille et måltid, men også hjælper til at undgå spild, da man på den måde slipper for at kassere menukortene, når der skiftes ud i udbuddet af retter.

Flere forventes at arbejde fra destinationer
Helt generelt mener Hotelbeds, at bæredygtighed vil få større betydning for de rejsende. Det sker ud fra en betragtning om, at forbrugere i højere grad end tidligere går ind for genbrug, forsøger at benytte mindre plastik og investerer i elbiler, og de valg vil også slå igennem i rejseaktiviteterne således, at man kan opleve verden uden at skade den yderligere.

I løbet af COVID-19-pandemien fik et stort antal ansatte førstehåndserfaring med at passe deres jobs uden at være fysisk til stede på arbejdspladsen. Efterfølgende har flere virksomheder taget disse erfaringer til sig, og gjort det muligt for deres medarbejdere at arbejde fra andre placeringer end lige netop kontoret.

Det har ført til en tendens, hvor flere kombinerer rejser med arbejde, og Hotelbeds forudser, at den vil fortsætte i 2023. Som eksempel nævnes østaten Barbados, der i kølvandet på pandemien har introduceret en ordning, hvor besøgende kan få lov til at blive boende i op til et år, mens de passer deres arbejde via internettet.


Relaterede artikler:

Forbrugere prioriterer stadigvæk at komme på ferie

Analysechef tror rejsebranchen undgår recession

Flere bud på rejsebranchens nye trends