- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Så er flyene med færdigvaccinerede på vej til USA

Efter lukkede grænser siden marts sidste år, kan færdigvaccinerede fra EU-landene fra i dag igen rejse til USA. Efter nyheden om genåbningen steg søgninger på billetter fra Danmark 465 procent.

Fra i dag kan færdigvaccinerede eller tidligere coronasmittede turister fra blandt andet EU-landene igen flyve til USA. De skal bære mundbind i lufthavne og på flyene – og huske at have deres elektroniske indrejsevisum, ESTA.

Rejsesøgemaskinen Momondo har set en stor stigning i flysøgninger til USA fra Danmark siden 15. oktober, hvor USA officielt meddelte, at fuldt vaccinerede igen kan besøge USA fra 8. november uden krav om karantæne. Da nyheden kom, steg søgninger med 465 procent for rejser i perioden mellem i dag, 8. november, og frem til 2. januar sammenlignet med samme dag måneden forinden.

Det oplyser Momondo i en pressemeddelelse og tilføjer, at lige nu er priserne omkring 27 procent højere sammenlignet med samme periode i 2019.  Momondo drives af Booking Holdings med blandt andet mastodonten Booking.com.

Danskernes ti mest søgte rejsemål i USA efter genåbningen er, ifølge Momondo: New York, Miami, Los Angeles, Orlando, San Francisco, Boston, Washington DC, Chicago, Las Vegas og Honolulu.

Masser af fyldte fly
Avisen USA Today skriver, at dagens genåbning for blandt andet færdigvaccinerede turister til USA giver masser af fyldte fly og forventede flaskehalse for myndighederne i de amerikanske lufthavne.

Mange flyselskaber melder om udsolgte fly fra Europa til USA. Det gælder blandt andet for British Airways, der i dag har 26 flyvninger fra London til 15 destinationer i USA. Det amerikanske Star Alliance-medlem, United Airlines, forventer i dag at flyve over 30.000 passagerer fra Europa til USA.

Det samme er tilfældet for Delta Air Lines, der efter nyheden om genåbningen for færdigvaccinerede kom, har set en vækst i efterspørgslen efter flybilletter til USA fra Europa på 450 procent med New York, Atlanta, Boston og Orlando som de mest søgte rejsemål.

For at kunne indrejse i USA, kræves det, at man er fuldt vaccineret samt har bevis for en negativ COVID-10 test foretaget inden for tre dage forud for afrejse. Visse rejsende er undtaget fra vaccinationskravet, herunder børn under 18 år.

De gældende regler fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, Centers for Disease Control and Prevention, kan ses via dette link.

Har mistet 81 procent af sine udenlandske turister
Officielle tal fra de amerikanske myndigheder og U.S. Travel Association viser, at mens USA i 2019, året før coronakrisen, havde næsten 80 millioner ankomster af udenlandske turister, så faldt det tal sidste år, hvor USA i marts på grund af coronakrisen lukkede for udenlandske turister, til 19,4 millioner, et fald på 76 procent.

Omkring halvdelen af de 79,4 millioner udenlandske ankomster til USA i 2019 kom fra USA’s to nabolande, Canada og USA. De øvrige var fra resten af verden. Dem var der 40,4 millioner af i 2019, men blot 7,6 millioner sidste år, et fald på 81 procent.

Det nordiske marked er blandt de største leverandører i Europa af turister til USA. I 2019 kom der 1,3 millioner besøgende fra Norden, heraf over 300.000 fra Danmark. Det nordiske tal overgås i Europa kun af Storbritannien, Tyskland og Frankrig, der alle har mange flere indbyggere end der er i Norden og Baltikum.

Relaterede artikler:

Fejrer genåbning til USA med ”dual take off”

”Vi har rejsende til USA på genåbningsdagen”

Skandinaviens store USA Travel Show flytter

”Vi har ventet på USA’s genåbning i 18 måneder”

Canada genåbner for færdigvaccinerede turister