- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sådan ser kunderne til luksusrejser ud

Luksusrejser til Maldiverne, Mauritius eller Japan står højt på ønskelisten, når skandinaviske rejsende skal vælge destination. I de kommende år vil flere tage på luksusrejser.

I en ny undersøgelse, foretaget af det internationale marketing- og PR-netværk Pangaea, som United Spirit Nordics er medlem af, fremgår det, at den unikke skræddersyede rejseoplevelse til fjerne rejsemål er noget af det, som trender i disse år.

Undersøgelsens resultater er samlet i rapporten ’Luxury Travel Trends’, der udgives for femte gange siden 2010. I undersøgelsen er en række rejsearrangører, flyselskaber og hoteller blevet spurgt om, hvordan de ser tendensen indenfor segmentet af luksusrejser.

En rejse årligt
Cirka halvdelen af de high-end-rejsende tager årligt på to til tre ferier. Men tallene i undersøgelsen dækker over geografiske udsving, og for Skandinavien gælder det, at 53 procent af de rejsende, som tager på luksusferie, kun rejser én gang om året.

Når rejsen skal bookes, så er prisen ikke det afgørende. Vigtigere er det, at indholdet af rejsen er unikt, og at man får valuta for pengene. Indkvartering på et eksklusivt boutique hotel er mest populært, og så betyder det også noget, at der er mulighed for, at kunne frekventere lokale gourmetrestauranter. Endelig så vægtes det højt, at ferien kan foregå i mere private omgivelser.

De skandinaviske forbrugere spenderer typisk mellem 37.000 og 52.000 kroner per person på en rejse, mens forbrugerne i lande som Tyskland, England og Frankrig topper listen og gennemsnitlig er villige til at bruge op til 112.000 kroner.

Ifølge rejseeksperterne er det typisk generation X (36-55 år), som booker de dyre luksusrejser, men endnu engang skiller Skandinavien sig ud, da de rejsende her i gennemsnit er over 55 år.

Dyre luksusrejser købes hos rejsebureauerne
Mens trenden i disse år går i retning af, at flere og flere køber deres rejse online, så er det stik modsatte tilfældet, når det gælder luksusrejser. Her vælger langt størstedelen af de rejsende at booke ferien gennem et bureau.

Valget af land og destination ser i høj grad ud til at være påvirket af den information og de impulser, der kommer fra venner og familie. Dernæst handler det om. hvorvidt hotellet eller destinationen har vundet internationale priser, og endelig så betyder det også noget, hvilken dagsorden der sættes af medierne, herunder de sociale medier.

Unikke rejseoplevelser vægtes højt
Et kig i krystalkuglen viser, at luksusrejser i højere og højere grad vil være noget, der forbindes med eksklusivitet og unikke rejseoplevelser. De rejsende vil forvente en udstrakt personlig service på destinationen, og så skal bureauerne være gearet til at kunne tilbyde unikke rejseoplevelser på destinationer, der ligger langt væk fra masseturismens epicenter.

Ifølge undersøgelsen vil antallet af solgte luksusrejser stige i de kommende år. På det skandinaviske marked forventes stigningen at være på op til fem procent i de kommende to til tre år.

Maldiverne topper listen over de mest eftertragtede destinationer, og for Skandinaviens vedkommende så viser de rejsende også stor interesse for lande som, Seychellerne, Mauritius, Sydafrika, Dubai, Caribien og USA.

 

Relaterede artikler:

Individuelle luksusrejser hitter

Ny hjemmeside med fokus på luksusrejser