- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS atter til stor feriemesse

Ved næste måneds Ferie for Alle i Herning viser SAS flaget på en stor stand. Omvendt er der i år afbud fra store udstillere som Tysk Turist Information og VisitSweden.

Ferie for Alle, der årligt tiltrækker omkring 60.000 besøgende, afvikles i år for 21. gang siden genstarten i 1998 i Messecenter Herning. Det sker i weekenden 23.-25. februar med Spanien som partnerland. Entre-prisen er fortsat 100 kroner for voksne.

Ansvarlig for den største feriemesse i Skandinavien, projektchef Anders Ladefoged Mortensen, siger til standby.dk:

”Messen er som tidligere i fem sektioner, Udland, Danmark, Camping, Dansk Golfshow, samt Udeliv. Vi rammer igen i år over 1.000 udstillere og har vel alt på den store palet, herunder alle charterbureauerne, senest har Atlantis Rejser tilmeldt sig. Men vi er også booket godt op med specialrejsebureauer, blandt de senest tilmeldte er Albatros Travel og MyPlanet. Hertil kommer en række arrangører af busferie, kør-selv, færgeselskaber og så videre.”

Som noget nyt har SAS i år booket en stor stand. Det hænger blandt andet sammen med, at SAS har øget fokus på Aarhus Lufthavn med eksisterende eller kommende ruter til Nice, Oslo, Stockholm, Malaga, Mallorca, München og kroatiske Split.

Andre flyselskaber med egne stande på Ferie for Alle tæller for eksempel Icelandair og Turkish Airlines.

Lufthavnene i Billund og Aalborg er også i år med i Herning, blandt andet er Air France og KLM på standen hos Billund Lufthavn. Hernings nærmeste lufthavn, Midtjyllands Lufthavn (Karup), er dog ikke med.

Masser af turistkontorer
”Vi har også i år deltagelse af masser af nationale turistkontorer og passerer igen i år 30 lande. Ledelsen af Tysk Turist Information har besluttet ikke at deltage på andre rejsemesser end ITB i Berlin og WTM i London. Derfor er Tysk Turist Information desværre ikke i Herning i år, hvor vi også har afbud fra VisitSweden,” siger Anders Ladefoged Mortensen og tilføjer: ”Mange turistkontorer er glade for at være på Ferie for Alle sammen med nationale partnere. Her kan de møde forbrugerne i øjenhøjde og inspirere dem til rejser til netop deres land.”

Tilmeldingsfristerne for deltagelse i årets Ferie for Alle nærmer sig; der er deadlines i slutningen af denne måned og starten af næste. Kommer tilmeldingerne rettidigt, kan udstillerne for eksempel komme med i Messecenter Hernings markedsføringspakke, herunder messeavisen.

Ferie for Alle tiltrak sidste år tæt på 60.000 besøgende. I runde tal kommer over to ud af tre messegæster fra det midtjyske, små ti procent fra det nordjyske og omkring syv procent fra Fyn, mens resten for eksempel er fra øst for Storebælt.

Spanien er partnerland
Ferie for Alle har Spanien som årets partnerland. Spanien er ikke kun i Europa-hallen, men også i Golf-området, hvor blandt andet Mallorca også viser flaget med sin egen stand. Repræsentanterne fra de spanske byer og regioner vil i Herning præsentere landskaber, strande og seværdigheder. Desuden er der fokus på bæredygtig turismeudvikling.

Relaterede artikler:

59.000 besøgte feriemesse

Salgsrekord hos Bravo Tours

Jysk kulturfyrtårn tæt på årligt én million gæster

Tyskland overhaler Italien som danskernes feriefavorit