- STANDBY.dk - https://standby.dk -

SAS udvider åbningstiden

Den travle sommerferieperiode nærmer sig, og mange tusinde passagerer vil dagligt strømme gennem lufthavne med solhat, solcreme og badebold under armen. Hvis altså disse ting ikke er pakket ned i kufferten.

Alt imens den travle sommersæson kører derudaf, har SAS valgt at forlænge åbningstiderne i SAS Direct Sales, der også kendes som selskabets kundeservice.

De normale åbningstider fra mandag til fredag er fra klokken 7 til 19, mens der er åbent i tidsrummet fra klokken 9 til 17 og 9 til 18 henholdsvis lørdag og søndag.

I perioden fra den 28. juni til 25. august bliver åbningstiderne på fredage, lørdage og søndage udvidet. Det betyder, at kunderne kan ringe ind om fredagen i nævnte periode fra klokken 7 til 21, mens åbningstiden både lørdag og søndag bliver fra klokken 9 til 19.

Flere ressourcer til store rejsedage
Kundeservicen er til rådighed for de, der ønsker generel hjælp til rejsen – herunder spørgsmål angående køb af billet, ombookning, tilkøb af tillægstjenester eller aflyst fly.

“Sommerperioden er der, hvor vi har flest kunder, og også mange som ikke rejser så ofte og måske har større behov for at tage kontakt til os. Derfor vil vi sikre, at vores kunder kan komme igennem til os på de store rejsedage,” siger Mariam Skovfoged, pressechef for SAS i Danmark, til STANDBY.dk.

Har tidligere udvidet åbningstider
SAS har også ved tidligere lejligheder udvidet sine åbningstider i kundeservicen. I en kortere periode i juni 2016 forlængede selskabet åbningstiden for kunderne kort før, at der var varslet to pilotstrejker.

Åbningstiderne blev forlænget til klokken 22, og kunder, der sad i kø på dette tidspunkt, ville stadig blive ekspederet.

I april i år blev SAS ramt af en større pilotstrejke, der resulterede i massevis af henvendelser fra flyselskabets kunder. Det satte pres på kundeservice, og selskabet udvidede derfor også åbningstiderne på visse dage under strejken. SAS forsøgte blandt andet at komme erhvervsrejsebureauerne i møde, da disse havde udtrykt stor vrede over lang ventetid ved henvendelse til SAS’ helpdesk.

 

Relaterede artikler:

Erhvervsbureauer sure over lang ventetid hos SAS

Rejsebureauer venter stadig på SAS

SAS har nu 42 Fast Track og flere på vej

Sådan blev SAS mere punktlig under Jan Carlzon