- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Scandic-direktør takkede dronningen for Ridderkors

”En helt særlig dag “på kontoret.” I dag havde jeg den store fornøjelse at være til audiens hos hendes Majestæt Dronningen for at takke for modtagelsen af Ridderkorset. Stolt over at være udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen,” skrev Jens Mathiesen i aftes på sin Linkedin-profil.

Dannebrogordenen blev indstiftet i 1671 og havde dengang kun én grad. I 1808 blev den inddelt i flere grader, og kredsen af dekorerede blev udvidet til også at omfatte borgerligt fødte personer, skriver Kongehuset.dk blandt andet på sin hjemmeside.

Jens Mathiesen mener selv, at han blev tildelt Ridderkorset på grund af sit formandskab for bestyrelsen i erhvervs- og arbejdsgiverorganisation Dansk Erhverv. I rejsebranchen er han mest kendt for at han de seneste ti år har stået i spidsen for Danmarks største hotelkæde, Scandic. Kædens nyeste og dermed 26. hotel i Danmark er Scandic Kødbyen i København, som Scandic i dag, torsdag, har officiel åbningsreception for. Hotellet med 370 værelser åbnede sidste måned.

I dag 49-årige Jens Mathiesen kom for ti år siden til den store svenskbaserede hotelkoncern, Scandic. Med sig i hotelbagagen var blandt andet mere end fire år som salgs- og marketingdirektør hos Choice Hotels i Danmark samt forinden et halvt års tid i en tilsvarende stilling i Remmen Hotels, der har Hotel d’Angleterre. ”Jeg sagde op efter syv måneder, for Henning Remmen og jeg var en for svær cocktail,” har Jens Mathiesen tidligere sagt.

”Da jeg fik henvendelsen fra Scandic havde jeg en opfattelse af, at det var en lidt støvet motorvejshotelkæde, men jeg havde heller ikke superindgående kendskab til kæden,” sagde Jens Mathiesen i sommer til STANDBY.dk i forbindelse med sit ti års jubilæum hos Scandic Hotels i Danmark. Han fortsatte:

”Jeg valgte at tage Scandic på en kulturrejse. Det nyttede ikke at pynte hotellerne, så de så flotte ud, hvis ikke medarbejderne var med. Jeg valgte at møde medarbejderne i øjenhøjde og vise tillid og uddelegere.”

Flere Scandic-hoteller i Danmark
I dag har Scandic 2.000 ansatte i Danmark, og 800 flere er på vej i de kommende år til de nye hoteller. Frem til 2023 åbnes endnu fire Scandic-hoteller i Danmark.

Næste år er Scandic klar til at genåbne Falkoner-hotellet på Frederiksberg, der tidligere var drevet af Radisson Hotel Group. I 2020 er turen kommet til Scandic Copenhagen Airport med 357 værelser, mens Scandic Spektrum åbner året efter i 2021. Her vil der blive 632 værelser – og det vil være hele Scandic-kædens største hotel. Det hele rundes af med Scandic Aarhus Havn i begyndelsen af 2023, hvor 500 værelser og konferencefaciliteter til 2.000 gæster vil stå klar.

Relaterede artikler:

10 års kulturrevolution forandrede Scandic

Atter milliardoverskud hos danske hoteller

Scandic åbnede årets største hotel i København