Der var overordnet set færre passagerer med Scandlines’ to ruter fra Danmark sidste år. Rødby-Puttgarden gik tilbage, mens lidt flere end i 2024 benyttede færgerne mellem Gedser og Rostock.
Hver dag sejler Scandlines’ færger mellem Rødby og Puttgarden samt Gedser og Rostock. Nye tal viser dog, at den ene af rederiets to færgeruter ikke havde lige så travlt sidste år, som tilfældet var i 2024. Det skriver TV2 Øst.
Mediet er i besiddelse af nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at rederiet sidste år havde både færre passagerer og mindre gods med på overfarterne mellem Rødbyhavn på Lolland og færgelejet ved landsbyen Puttgarden, der ligger på Femern.
Sidste år var der 4,58 millioner passagerer ombord på de fire hybridfærger, som Scandlines benytter til sejladserne. Det svarer til et fald på godt tre procent sammenlignet med 2024, da færgeruten på daværende tidspunkt blev benyttet af 4,72 millioner rejsende.
Skyldes fravær af store sportsbegivenheder
Scandlines fortæller til TV2 Øst, at faldet i rederiets optik hænger sammen med, at der ikke fandt lige så mange store internationale sportsbegivenheder sted sidste år. Det har afspejlet sig i efterspørgslen efter færgebilletter.
”Årsagen er primært EM i fodbold i Tyskland i 2024. Dertil kom OL i Paris og Jonas Vingegaards sejr i Tour de France, der også drev en masse ekstra trafik til vores færger i 2024,” lyder det fra Scandlines, der bemærker, at noget af trafikken er rykket til Gedser-Rostock-ruten.
På den rute havde rederiet sidste år 1,67 millioner rejsende, hvilket er en mindre fremgang på 14.000 passagerer i forhold til året før.
I en kommentar til udviklingen slår Scandlines dog fast, at man regner med, at trafikken på denne rute vil blive øget i de kommende år. Det vil dog først gøre sig gældende fra 2027, da de to færger, der besejler ruten, har været på længere værftsophold i år.
Gør sig klar
Samlet set gik passagerantallet tilbage sidste år. I 2024 var det på 6,38 millioner rejsende for de store færgeruter, men tallene fra det nu forgangne år vidner om, at Scandlines her måtte tage til takke med et fald på to procent og dermed endte på 6,25 millioner passagerer.
Det var ikke kun antallet af passagerer, der var mindre end året før. Det samme gjaldt mængden af gods, der blev sejlet frem og tilbage mellem Danmark og Tyskland. Sidste år transporterede Scandlines’ færger 10,45 millioner tons lastbilgods. Det er 114.000 tons færre end året forinden.
Selvom der endnu er nogle år til, at Femern Bælt-forbindelsen kan tages i brug, er Scandlines ved at ruste sig til konkurrencen. Tidligere i år tog rederiet den nye batteridrevne fragtfærge til godt 600 millioner kroner, The Baltic Whale, i brug.
Relaterede artikler:
Scandlines i gang med ny batteridreven fragtfærge