The Baltic Whale har kostet Scandlines cirka 630 millioner kroner. PR-foto.

Scandlines i gang med ny batteridreven fragtfærge

Et års tid forsinket har Scandlines i dag sat sin nye batteridrevnefærge The Baltic Whale i drift på rederiets største rute, Rødby-Puttgarden. Trods sin størrelse kan færgen lades op på få minutter.

The Baltic Whale er blandt verdens største færger, der kan sejle udelukkende på strøm ladet fra land, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

The Baltic Whale råder over et af verdens største batterisystemer på en færge og kan i normal drift sejle uden direkte emissioner på overfarten. Hertil kommer lavere støj over og under vand, som gavner både passageroplevelsen og havmiljøet – herunder også marsvinet, der lever i Østersøen og som færgen er opkaldt efter, oplyses det.

”The Baltic Whale på Femern Bælt er en milepæl for Scandlines – en dag, vi har ventet på i mange år. Vi fik idéen til en batteridrevet færge tilbage i 2018, og nu står vi her så. Det er en kæmpe forløsning og noget, vi har glædet os rigtig meget til,” siger Michael Guldmann Petersen, COO i Scandlines.

Kan håndtere ”farligt gods”
The Baltic Whale er bygget som en fragtfærge med plads til 66 fragtenheder fordelt på to dæk og mulighed for at håndtere såkaldt ”farligt gods”, som blandt andet omfatter industriprodukter, batterier, kosmetik og autodele, i et effektivt og struktureret setup.

Det betyder, at mere fragt kan flyttes over på denne færge, hvilket frigør kapacitet til biler og passagerer på Scandlines’ øvrige færger – især i højsæsonen, skriver Scandlines.

Med indsættelsen af den nye færge øger Scandlines sin kapacitet for transport af fragtenheder på Rødby–Puttgarden-ruten med 27 procent. Samtidig får fragtkunderne bedre rammer om bord.

”Med dedikeret kapacitet til farligt gods, effektiv håndtering og høj driftssikkerhed kan vores fragtkunder samle flere typer last på én løsning og opnå en mere enkel, forudsigelig og konkurrencedygtig transport over Femern Bælt. Desuden øger vi frekvensen signifikant, særligt for farligt gods, der nu kan komme med på langt flere afgange dagligt. Det vil gøre vores rute endnu mere attraktiv som transportforbindelse mellem Norden og resten af Europa,” siger Michael Guldmann Petersen.

The Baltic Whale kan gennemføre den 18,5 km lange overfart på cirka 45 minutter. Da Scandlines har investeret i nye kraftige strømkabler og transformerstationer i havnene, er opladningstiden blot 12 minutter i hver havn.

 

Relaterede artikler:

København-Oslo-ruten: Stadig plan om nye skibe

Scandlines udliciterer sine enorme butikker og shops

Femernforbindelsen bliver mindst et år forsinket