Campingkæden First Camp, der har hovedkontor i Sverige, har købt en femstjernet tysk campingplads og udvider dermed sit markedsområde til også at omfatte Tyskland.
Den skandinaviske campingkæde First Camp har vokseværk. I forvejen findes 74 destinationer i Sverige, Norge, Danmark og Finland, og nu kommer Tyskland for første gang med på kortet.
Det er nemlig lykkedes at overtage den femstjernede campingplads Via Claudia i Bayern, der fremover bliver en del af kæden, og det er samtidig en debut på det tyske marked.
“Vi ser en tydelig efterspørgsel på tilgængelige og gæstfri campingoplevelser – også i Tyskland. Via Claudia er en særdeles veldrevet campingplads med stærke lokale rødder. Derfor er det helt rigtigt for os at lade pladsen fortsætte under sit eget navn,” siger Johan Söör, der er koncernchef hos First Camp Group.
Overtagelsen af den tyske campingplads er endnu et skridt på vejen i forhold til ambitionen om at blive verdens førende campingkæde, der udover gæsterne har et særligt fokus på innovation og bæredygtighed.
Tyskere står for 15 procent af nordiske overnatninger
First Camp har i forvejen kendskab til det tyske marked, men det er i forhold til de nordiske destinationer, hvor tyske gæster udgør omkring 15 procent af årligt seks millioner gæsteovernatninger i hytter, campingvogne, mobilhomes eller telte.
Allerede i dag er First Camps hjemmeside tilgængelig på ikke færre end otte sprog, hvor tysk også indgår, og gæster fra Tyskland vil således uden problemer kunne booke overnatninger hos Via Claudia på campingkædens hjemmeside eller direkte hos Via Claudia.
Det er pladschef og ejer Felicitas Weber, der har solgt til First Camp, og han ser frem til samarbejdet med den ekspansive nordiske campingkæde.
“Jeg er glad for at kunne fortsætte med at lede Via Claudia og ser frem til et nyt kapitel sammen med First Camp. Det vigtigste for mig er, at vores gæster stadig føler sig hjemme og møder den samme stemning og dedikation som altid,” siger Felicitas Weber.
Relaterede artikler:
Coolcation: Franske campister flyver til Nordsverige