- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SOS International: Husk disse råd inden bilferien

I år kan det blandt andet være svært at få en erstatningsbil, hvis bilen går i stykker, og derfor anbefaler SOS International en række forholdsregler, man bør tage inden bilferien.

Om sommerferien i år går til en destination i enten Danmark eller udlandet, er der nogle ting, man bør have styr på inden afgang, hvis der er tale om en bilferie. Sådan lyder det fra assistanceorganisationen SOS International, der blandt andet hjælper nødstedte bilister i ind- og udland.

Organisationen oplyser, at det er vigtigt, bilister som udgangspunkt forbereder sig for at undgå irriterende overraskelser ude på vejene. I den anledning har SOS International udsendt en række råd, der er fornuftige at have in mente, inden man drejer tændingsnøglen.

”Vi kan næsten ikke fraråde impulsive bilferier med uforberedte biler nok,” udtaler Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp, som er en del af SOS International.

Få foretaget eftersyn
En årsag går igen ved en stor del af de henvendelser, som SOS International får fra danskere, der holder bilferie. Det drejer sig om mekaniske nedbrud, som tegner sig for cirka 50 procent af de assistancer, som organisationen rykker ud til.

Derfor anbefaler SOS International også, at man giver bilen et grundigt eftersyn inden afgang. Det kan enten klares i ens egen garage eller på en mekanikers værksted, hvis man er mere tryg ved at få en fagperson til at gå bilen igennem.

Herhjemme er lørdag nemlig den rejsedag, hvor der er mest trafik på vejene i sommerferien, men mange værksteder holder lukket denne dag, og det kan derfor være besværligt at finde en mekaniker, der holder åbent, såfremt noget pludseligt går galt undervejs.

Derudover bør man overveje både at medbringe et reservehjul, ligesom det også kan være fornuftigt at tage en ekstranøgle med, hvis man skulle tabe eller på anden måde miste bilnøglen undervejs. Bilister bør desuden overveje at få testet airconditionanlægget på forhånd, lyder det.

Mangel på erstatningsbiler
Hvis bilferien går til udlandet, er der flere andre overvejelser, man bør gøre sig, lyder det fra organisationen. Det skyldes, at der er mangel på reservedele i øjeblikket, og det resulterer blandt andet i, at udlejningsselskaberne har svært ved at skaffe lejebiler nok til at mætte efterspørgslen.

Af den grund kan det være vanskeligt for SOS International at finde en erstatning, hvis en af kundernes biler ikke kan klare mosten. Det kan eventuelt betyde, at man ender med at skulle køre videre i to biler i stedet for en, eller i værste fald, at man må foretage en eventuel hjemtur til Danmark i tog, hvis det viser sig at være umuligt at finde en erstatning, når uheldet er ude.

Set i det lys anbefaler assistanceorganisationen, at man i år er ekstra omhyggelig med at sikre sig, at bilen er i en stand, hvor den kan klare en udlandsrejse med tung oppakning, risiko for motorvejskøer og varmegrader, der overstiger dem, vi er vant til herhjemme.

Medbring plastikudgaver
Bilister kan komme på forkant med den situation ved at få et værksted til at give bilen et ferietjek inden afgang. Skulle det blive aktuelt, så anbefaler SOS International, at man gør mekanikeren opmærksom på, at bilen skal køre sydpå.

Derudover bør både airconditionanlægget samt dækkenes tilstand tjekkes, og hvis der er plads til det, bør man medbringe et reservehjul. Yderligere bør bilister også få tjekket standen på olie, bremsevæske, kølervæske og sprinklervæske samt have helt styr på, at man har en gældende forsikring og have sat sig ind i detaljerne i ens police.

Slutteligt påpeger SOS International, at man bør overveje at medbringe ens kørekort såvel som sundhedskort i plasticudgaver, da det ikke er alle lande, der anerkender de digitale app-versioner, som er blevet udbredte herhjemme.

 

Relaterede artikler:

Én ud af fire danskere skal på bilferie

Dansk alarmcentral fyrer 65 og sender 200 hjem

Kæmpe stigning i coronasager hos dansk alarmcentral