- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spansk region har flere nyheder til Ferie for Alle

Catalonien med blandt andet Barcelona har på sin stand ved weekendens Ferie for Alle en række nyheder. Blandt andet vil Tour de France for første gang starte i Barcelona med Grand Départ.

Catalonien vil være på Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle. Besøgende kan møde Catalonien på i M-hallen på stand M9650, hvor destinationen præsenterer sine vigtigste nyheder og begivenheder for 2026.

I en pressemeddelelse hedder det blandt andet: På Ferie for Alle-messen vil Catalonien sætte fokus på en række internationale højdepunkter:

Barcelona markerer Arkitekturens År 2026, en fejring af byens unikke arkitektoniske arv og dens internationale betydning. Programmet vil omfatte udstillinger, kulturelle arrangementer og initiativer, der fremhæver historisk og moderne arkitektur.

I forbindelse med fejringen af Antoni Gaudís arv vil 2026 også byde på en række aktiviteter dedikeret til den verdensberømte arkitekt. Besøgende får mulighed for at opleve nye perspektiver på Gaudís værker og hans indflydelse på Barcelonas og Cataloniens identitet, oplyses det.

For første gang i Catalonien: Grand Départ – Tour de France
For første gang vil Tour de France 2026 starte i Barcelona, og Grand Départ vil omfatte fire etaper med start i Catalonien, står der i pressemeddelelsen.

Det ikoniske cykelløb begynder den 4. juli i Barcelona, med en holdtidskørsel som åbningsetape og fortsætter med etaper, der starter i Tarragona og Granollers, inden løbet krydser grænsen til Frankrig.

Langt ude i fremtiden, i 2031, bliver Catalonien vært for golfturneringen Ryder Cup 2031, der spilles i Costa Brava. Denne internationale golfbegivenhed vil styrke regionens position som en førende destination for sportsturisme og golf i verdensklasse, lyder meldingen.

På Ferie for Alle ser Catalonien frem til at inspirere danske rejsende og branchefolk med nye rejseoplevelser, kulturelle begivenheder og aktive ferieformer.

De spanske regioner Andalusien, Balearerne med Mallorca, Catalonien, Kanarieøerne, Madrid og Valencia har ifølge de nyeste tal fra Spaniens statistikmyndigheder samlet 91 procent af landets udenlandske turister.

 

Relaterede artikler:

Ferie for Alle 2026: Flere nye udstillere i udlandshallerne

Barcelona vil have færre krydstogtskibe

Barcelona gør turistslogan mere neutralt