- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies’ ejer på jagt efter nyt milliardbeløb

Thomas Cook Group med blandt andet danske Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia har behov for yderligere 1,2 milliarder kroner til den økonomisk trængte rejsegigant.

For at holde skruen i vandet under den kommende, mindre indtægtsgivende vinter, er Thomas Cook Group på udkig efter yderligere 150 millioner pund – udover de 750 millioner pund, cirka seks milliarder kroner, gruppen for nylig fik lovning på.

Det oplyser Thomas Cook Group i en presse- og fondsbørsmeddelelse. Gruppen er noteret på Børsen i London.

De seks milliarder kroner kommer fra den kinesiske koncern Fosun, der i forvejen ejer 18 procent af Thomas Cook, samt en række banker. Fosun ejer også den store franske feriekoncern Club Med – og i øvrigt blandt andet den engelske premier league-klub Wolverhampton.

Økonomien har længe været skrantende i den britiske del af den store rejsearrangør Thomas Cook – mens gruppens nordiske filial, Thomas Cook Northern Europe, er klassens mønsterelev med store overskud år efter år.

Men nu meddelelser Thomas Cook Group, at den udover de allerede lovede 750 millioner pund har behov for yderligere 150 millioner pund, cirka 1,2 milliarder kroner. Tilvejebringelsen af disse penge skal gerne være på plads til starten af oktober, oplyses det.

Behov for yderligere kapital
I fredags skrev avisen Financial Times, at Thomas Cook var i forhandlinger med blandt andet sine store aktionærer om tilførsel af yderligere kapital – udover de milliarder, koncernen allerede er blevet stillet i udsigt fra Fosun og flere af dens primære banker.

Til gengæld for den øgede investering i Thomas Cook øger kinesiske Fosun sin ejerandel i turoperatørvirksomheden hos Thomas Cook, mens bankerne får en større ejerandel af flyselskaber i Thomas Cook.

I februar i år meddelte Thomas Cook, at koncernen overvejede salg af sine fire flyselskaber, herunder Thomas Cook Airlines Scandinavia, Nordens største charterflyselskab med hovedkvarter i Københavns Lufthavn. Salget skulle være med til at skaffe tiltrængt ny kapital til den økonomisk trængte rejsegigant, der har en milliardgæld.

Ifølge Financial Times er det blandt andet gået ned af bakke for Thomas Cook, fordi salget de seneste år af ferierejser er skiftet fra salg via rejsebutikker til nettet. Thomas Cook-gruppen har i alt 21.000 medarbejdere, der blandt andet arbejder i 567 rejsebutikker i Storbritannien. Ligeledes er de britiske forbrugere mere afventende indtil konsekvenserne af Brexit er mere klar.

Thomas Cook Group har cirka 22 millioner rejsegæster om året fra sine 16 primære markeder, herunder blandt andet Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Relaterede artikler:

Spies’ ejer får stort kinesisk milliardtilskud

Færre charterrejser denne sommer

Spies’ ejer i alvorlige problemer