- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies: Ekstra forbrugermillioner ses ikke i salgstal

Danskerne har fået millioner tilbage fra el- og varmeregninger. Men det ses ikke i salget, siger det største rejsebureau, Spies. Omvendt sælges der mange rejser til den sidste storebededags-ferie.

”Vi kan ikke se noget i de nuværende salgstal, hvor vi kan sige, at vores stigende salg direkte kan kobles til at folk har fået penge tilbage i skat, fra el- og varmeregninger.”

Det siger Spies’ kommunikationschef, Sofie Folden Lund, til Standby.dk

”Vi sælger rigtig godt i disse uger; salget er klart højere end samme tid sidste år. Men det ville være at strække den at koble de ting sammen. Der har ikke været nogen peak-dage som vi tilskriver ekstra penge hos forbrugerne,” siger Sofie Folden Lund.

Omvendt ser Danmarks største rejsebureau tendens til øget efterspørgsel i store bededags-ugen i starten af maj. Et flertal i Folketinget har afskaffet store bededags-ferien fra næste år, så årets store bededag tegner til at blive den sidste.

”Vi har lidt over 4.100 charterrejser med afrejse i bededagsugen samt selvfølgelig de dynamiske pakkerejser, herunder storbyferier med rutefly,” siger kommunikationschefen.

Mange solgt rejser i store bededagsugen
Top-5 hos Spies over de mest solgte rejsemål i store bededagsferien er i år: Mallorca, Cypern, Kreta, Gran Canaria og Rhodos.

Mere end otte ud af 10 pladser i store bededagsferien er solgt hos Spies. Det er en hel del mere end sidste år, der også solgte godt, oplyses det. Dermed fortsætter trenden med det store rejseboom, ligesom det faktum, at store bededagsferien har en udløbsdato, formentlig også spiller ind, vurderer man hos Spies.

”85 procent af alle charterafgangene omkring store bededag er solgt – tallet sidste år lå på godt 70 procent solgte charterrejser på dette tidspunkt,” siger Sofie Folden Lund.

Spies forventer lidt ekstra run på de andre småferier som Kristi himmelfart og pinsen, og forudser, at man fremover vil se mere fleksible rejseperioder, hvor mange kombinerer ferie med lidt arbejde – en stigende tendens.

Kombinerer ferie og arbejde
”Der er ekstra tryk på ugen omkring bededags-fredagen i år, hvilket jo er nærliggende at kæde sammen med, at denne helligdag fremover afskaffes – og at man derfor lige skal sikre sig den sidste ferierejse, hvor fredagsfri gør indhugget på ens feriedage mindre,” vurderer kommunikationschefen.

Om kombinationen af arbejde og ferie siger hun: ”Man kan sige meget om corona-nedlukningen. Men den lærte os at være utrolig fleksible og remote i vores arbejdsliv. Og den tendens kan vi se, at kunderne har taget med her på den anden side af pandemien. Vi oplever, at stadig flere tager et par arbejdsdage i varmen, og dermed kombinerer business med pleasure.”

Rejsearrangøren melder også om en 10 procents stigning i antallet solgte rejser i skolernes sommerferie sammenlignet med sidste år, især de dyre hoteller sælger godt, hedder det.

 

Relaterede artikler:

Cheføkonom: Derfor har danskerne penge til rejser

Store danske rejsebureauer forstår Mallorcas turismeloft

Spies øger fra Danmark med nye rejsemål