Personale fra Spies booker rejser under weekendens Ferie for Alle i Messecenter Herning. Foto: Henrik Baumgarten.

Cheføkonom: Derfor har danskerne penge til rejser

“Antal bookinger af charterrejser i sommerferien er højere end før corona,” siger Spies. Det er udtryk for, at danskerne overvejende har en solid økonomi, lyder det fra cheføkonom.

Krisetiderne har langt fra påvirket danskernes rejselyst. Faktisk er der booket 10 procent flere rejser til sommer sammenlignet med samme periode året før corona, 2019.

Og krig i Europa, inflation og tårnhøje energipriser, får ikke danskerne til at holde igen med køb af charterferien, skriver banken Spar Nord i en pressemeddelelse.

I den siger produktchef i Spies, Carlos Cebrian: ”Vi har 10 procent flere bookinger til sommeren 2023, end samme tid i 2019, året før pandemien. Og det er til trods for, at rejser – ligesom stort set alt andet– også er blevet dyrere. Krisetiderne afspejler sig på ingen måde i charterbookinger. Vi ser i stedet tendens til, at danskerne bruger flere penge på deres ferie end tidligere,” siger Carlos Cebrian.

Spies har tidligere til Standby.dk oplyst, at mens man i sidste års sommersæson udbød omkring 140.000 rejser fra Danmark, forventer Spies til dette års sommersæson at sætte 160.000 rejser til salg til 18 destinationer i primært Sydeuropa.

Sidste år var Spies fortsat Danmarks største rejsearrangør. I alt havde man 242.821 gæster fra de danske lufthavne. Til sammenligning var tallet i 2019, året før pandemien, på 268.228.

Høj beskæftigelse, friværdi og høj opsparing
De mange – og dyrere – sommerferiebookinger skyldes ifølge cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm, blandt andet, at beskæftigelsen er historisk høj.

Han siger i pressemeddelelsen: ”Charterferier er en luksus, folk historisk har valgt at skære fra, når der er usikkerhed i økonomien og urolige tider. Men det er ikke tilfældet denne gang.

Det skyldes blandt andet, at beskæftigelsen er historisk høj. Hertil kommer, at mange har store friværdier, mens der i øvrigt er en historisk høj opsparing blandt de danske lønmodtagere på knap 1.100 milliarder kroner stående i bankerne.”

Cheføkonomen tilføjer, at den del af befolkningen, der er alvorligt ramt af de høje priser, ”formentligt ikke er dem, der normalvis udgør en særlig stor kundegruppe når det gælder charterrejser – som eksempelvis pensionister og modtagere af overførselsindkomster.”

Han peger også på en stor opsparet rejselyst og udlængsel efter i mere eller mindre grad at have haft ferien låst fast på den danske hjemmefront i årene med corona.

Stort fokus på at bruge kreditkort til køb af ferie
Hos Spar Nord fylder rejseforsikringer meget i danskernes overvejelser, mens der er også stort fokus på at benytte kreditkort til køb af sin ferie, siger cheføkonomen:

”Coronatiden skabte stor usikkerhed hos mange danskere, og derfor går flere nu med livrem og seler og sørger for eksempel for, at der er helt styr på forsikringerne, inden man rejser – og med god grund.

Det kan nemlig blive en dyr fornøjelse, hvis man rammes af uheld undervejs,” siger Jens Nyholm.

 

Relaterede artikler:

Storbank: Danskerne bruger mange penge på rejser

Analysechef tror rejsebranchen undgår recession

”Rejsebranchen kan rammes af den perfekte storm”