- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Standby.dk med pop-up redaktion på Ferie for Alle

Når den 25. jubilæumsudgave af Ferie for Alle skydes i gang fredag kl. 08.00 i Messecenter Herning, vil redaktionen for Standby.dk og søstermedierne Turisme24.dk og Check-in.dk være til stede.

Siden 1998 har Messecenter Herning afholdt den store rejse-og feriemesse Ferie for Alle, der er Skandinaviens største med op imod 50.000 gæster.

Årets udgave er den 25 i rækken, og den afvikles fra fredag den 24. februar til søndag den 26. februar. Fredagen er traditionelt fagdag, og her vil Standby.dk være til stede med en pop-up redaktion, så der kan rapporteres om de mange interessante nyheder fra messen.

Hele redaktionen hos Travelmedia Nordic har derfor midlertidigt rykket teltpælene op og placeret dem i Messecenter Hernings Hal M, der også er kendt som udlandshallen under Ferie for Alle. Her vil redaktionens samtlige fem journalister rapportere til Standby.dk, Turisme24.dk og Check-in.dk.

Gode og relevante tips samt nyhedshistorier, der har relevans for læserne af vores tre branchemedier, modtages gerne, og redaktionen kan træffes på stand M9463 hele fredagen mellem kl. 09.00 og 17.00.

“Gennem mange år har vi besøgt Ferie for Alle om fredagen, hvor der er mange branchefolk til stede. Vi har i år valgt at flytte hele redaktionen til Herning med egen stand for at bakke op om Messecenter Hernings bestræbelser på at udvikle fagdagen, så der bliver endnu mere fokus på at møde hinanden i branchen,” siger Ole Kirchert Christensen, administrerende direktør i Travelmedia Nordic.

Rapporterer fra mange B2B-arrangementer
Journalisterne fra Travelmedia Nordics tre branchemedier vil også bevæge sig rundt til de mange B2B-arrangementer, der traditionelt afholdes om fredagen.

Standby.dk er med ved den officielle åbning fra kl. 08.15 til 09.00 i Auditoriet, og det efterfølgende pressemøde hos Bravo Tours dækkes naturligvis også.

Danske Rejsejournalister uddeler Havfrueprisen 2023 kl. 11.15 til “en person eller en virksomhed, der har gjort en hel speciel og prisværdig indsats for danskerne på deres ferie i Danmark”, og her vil Turisme24.dk være til stede.

Når Spies kl. 13.30 præsenterer de fem rejsetrends i 2023, vil Standby.dk være klar til at rapportere til læserne, og det vil også være tilfældet for Check-in.dk, der senere på eftermiddagen vil prøve KLM’s nye Premium Comfort-sæde, der løbende bliver tilgængeligt på det hollandske selskabs interkontinentale flyflåde.

 

Relaterede artikler:

Topchefer fra luftfarten mødes i København

Danmark har fået et nyt turismemedie

Ferie for Alle: “Det ser godt ud”