- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Star Alliance-medlem har plan til efter coronakrisen

“Vi er bedste fald først på samme niveau som før coronaen i 2023,” vurderer Austrian Airlines, der forventer at komme på vingerne med 80 procent af sin kapacitet. Flere gamle fly pensioneres.

Ingen ved endnu hvornår flyene igen begynder at lette i samme omfang som før coronakrisen – det er også tilfældet for Lufthansa-ejede Austrian Airlines, der med undtagelse af nogle særflyvninger har haft sine fly og 7.000 medarbejdere på jorden siden den 18. marts.

Austrian Airlines skriver i en pressemeddelelse, at selskabet i bedste fald i år mister 20-25 procent af efterspørgslen som følge af den kinesiske coronavirus – og næste år forventer Austrian at være oppe på 75 procent af sit aktivitetsniveau før coronakrisen.

”Vi antager, at vi tidligst i 2023 er tilbage på samme niveau som før coronakrisen,” siger bestyrelsesmedlem i Austrian, Andreas Otto, i pressemeddelelsen.

Austrian vil nu tilpasse sin flåde til tiden efter coronaen. Ud ryger en række både mindre og også ældre fly. Austrian var i forvejen ved at udfase sine 18 små Dash 8 turbopropfly, dette fremskyndes nu. Ud af vagtplanen ryger fra 2022 også selskabets syv Airbus A319 samt tre gamle Boeing B767.

De tre B767’ere er nogle af Austrians ældste fly med en gennemsnitsalder på 28 år. Selskabets tre tilbageværende B767’ere har en snitalder på mellem 19 og 21 år. Mens Austrians flyflåde i dag har en gennemsnitsalder på 15,4 år, bliver den efter pensioneringerne marginalt nedbragt til 14,6 år, oplyser Austrian.

Selskabet har i dag 80 fly – og på vej ind i flåden er nye Airbus A320’ere. I 2022 vil Austrian have 60 fly, hvoraf de ni er til langruterne.

Vil undgå fyringer
Selv om antallet af fly falder de kommende år, vil Austrian fastholde flest muligt af sine 7.000 medarbejdere.

”Austrian og dets medarbejdere kan ikke bebrejdes coronakrisen – nu har vi ansvaret for at stille med et styrket Austrian efter krisen. Vi skal blandt andet beholde vores langruter, selv om det til at begynde med efter krisen bliver færre som følge af et mindre marked. Vi skal kunne betale vores fly, lønninger og hvad vi måtte skylde af lån (mulig statsstøtte, red) efter coronaen,” siger Austrians koncernchef, Alexis von Hoensbroech.

Relaterede artikler:

Statsstøtte til Austrian kan blive med klimamål

Den globale økonomi kan ikke genstartes med flyene på jorden

Verdens lufthavne er blevet til flyparkeringspladser