- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor stigning i solorejser i julen og nytåret

Danskernes flysøgninger efter solorejser over jul og nytår er steget 40 procent siden sidste år. Rejsesøgemaskinen Monondo har Top-10 liste over de mest søgte rejsemål for de solorejsende.

Stigningen på cirka 40 procent fra potentielle solorejsende mellem sidste år og i år viser en tendens, at danskernes interesse for solorejser er vokset over jul og nytår, konstaterer Momondo.

”Men juleferien er jo også en oplagt mulighed for et afbræk fra hverdagen. Og der åbner solorejser for en særlig måde at rejse på, fordi man i højere grad falder i snak med nye mennesker,” siger Per Christiansen, talsperson for Momondo i Danmark.

Den nye Momondo-undersøgelse er baseret på fly- og hotelsøgninger foretaget på rejsesøgemaskinen for én person i perioden 1. september- 21. oktober i år for fly, der afgår mellem 19. december i år og 6. januar næste år sammenlignet med samme perioder i 2021-22. Alle flysøgninger er med afgang fra Danmark og tur/retur på økonomiklasse.

Momondo har hovedkontor i København, men ejes af rejsesøgemaskinen Kayak, en del af hollandske Booking Holdings med blandt andet mastodonten Booking.com

Halvdelen af rejsemålene er uden for Europa
Listen over undersøgelsens ti mest populære destinationer for solorejsende, har over halvdelen af destinationerne uden for Europa.

”Særligt Thailand, Bali og Filippinerne er kendt for en udbredt backpackerkultur med gode muligheder for at falde i snak med andre, heriblandt andre solorejsende,” siger Per Christiansen.

Top-10 listen over solorejsendes søgninger hos Momondo udgøres af disse rejsemål: Bangkok, London, Paris, Malaga, Dubai, Phuket (Thailands største ø), New York, Bali, Istanbul og Filippinernes hovedstad, Manila.

Charterarrangør lancerer solorejser for seniorer
Ikke kun Momondo har set stigende efterspørgsel fra solorejsende. Det gælder blandt andet også Danmarks næststørste charterarrangør, Apollo.

Apollo meddelte forleden, at man nu også vil arrangere solorejser fra Billund og København for de plus 60-årige. Apollo havde i forvejen solorejser i almindelighed, men efterspørgslen på disse er stigende. Derfor lancerer Apollo, Danmarks næststørste charterarrangør, nu særlige rejser for de over 60-årige.

I en pressemeddelelse skrev Apollo, at antallet af danskere, der bor alene, er stigende. Knap 40 procent af de danske husstande består kun af én voksen, viser tal fra Danmarks Statistik.

Til Standby.dk sagde Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo i Danmark: ”Solorejser er berettigede, fordi mange danskere bor for sig selv, har en partner – man ikke bor sammen med, eller har en partner, der ikke har mulighed for eller ønsker at rejse med på turen.”

 

Relaterede artikler:

Sælger færre rejser til julemarkeder

Stor charterarrangør får nicheprodukt til seniorer

Sådan rejser de 18-24-årige fra Norden