- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Store sportsevents tiltrækker også erhvervsturisme

Odense har lige været værtsby for Denmark Open i badminton og næste år kommer Tour de France-feltet via Storebæltsbroen. Destination Fyn har fokus på sideeffekter af sportsevents.

Allerede i denne uge er Comwell-hotellet H.C. Andersen i Odense vært for et nyt sportsevent, hvor internationale cykelentusiaster gæster Fyn i forbindelse med det internationale cykelforbund UCI’s Mobility & Bike City Forum. Under denne uges todages konference deltager omkring 100 cykeleksperter fra 16 lande, beslutningstagere fra nationale forbund og organisationer samt repræsentanter fra nuværende og kommende UCI Bike-byer og regioner.

Og til marts næste år kommer den europæiske cykelunion UEC til Fyn med sin årlige kongres, og til juli får Fyn lige akkurat besøg af Tour de France-feltet, der afslutter den anden danske etape efter at have passeret Storebæltsbroen.

Og senere næste år samles 450 journalister, forskere og repræsentanter fra forskellige idrætsorganisationer i Odense til Play the Game-konferencen.

”Alle disse værtskaber, som trækker konferencegæster til Fyn og sikrer erhvervsturisme til øen, har fået en hjælpende hånd i kraft af vores arbejde med tiltrækning af store sportsevents,” siger Jakob Staun, eventchef hos Destination Fyn, i en pressemeddelelse.

Skarp konkurrence med andre værtsbyer
Næste års Play the Game-konferencen, der finder sted inden Tour de France-braget, blev trukket til Fyn i konkurrence med andre værtsbyer, der også bragte en betydelig økonomi i spil. Men udsigten til at krydre konferencen med et drys af to store sportsevents på øen var et afgørende lod på vægtskålen i Fyns favør, oplyser Destination Fyn.

”Det har været en vigtig del af vores beslutning om at placere konferencen i Odense, at deltagerne får mulighed for at opleve to store idrætsbegivenheder på Fyn, hvis de forlænger deres ophold lidt,” siger Stanis Elsborg, konferenceansvarlig for Play the Game, og tilføjer:

”Med DGI’s Landsstævne 2022 kan vores udenlandske deltagere få et indblik i en unik dansk og folkelig idrætstradition, mens afslutningen på 2. etape i Tour de France Grand Depart viser, hvordan en international mega event kan transformeres ind i en dansk kontekst.”

Relaterede artikler:

Anders And besøger Fyn og omegn

Danskerne ønsker flere internationale sportevents

Specialistbureau vil håndtere besøgende sportshold

Tour de France fastholder 33 danske hoteller