- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Svanemærket hæver krav til hoteller

Svanemærket - Nordens officielle miljømærke – strammer kravene til hoteller. Nu skal der mere fokus på at reducere klimabelastningen og at vælge fødevarer med lavere miljøbelastning.

Svanemærkede hoteller og andre overnatningssteder skal allerede i dag opfylde omfattende krav for at reducere deres miljø- og klimabelastning. Og med skærpede krav, hæves ambitionsniveauet nu yderligere.

Det skriver Miljømærkning Danmark, der står bag Svanemærket, i en pressemeddelelse.

I de nye krav er der blandt andet fokus på at reducere klimabelastningen og vælge fødevarer med lavere miljøbelastning.

I dag findes der over 400 svanemærkede hoteller og andre overnatningssteder i Norden. De har allerede gjort en stor indsats for at reducere deres forbrug af energi, vand og uønskede kemikalier, og de arbejder for at øge andelen af mere miljøvenlig mad og reducere affaldsmængderne.

Men efter en offentlig høringsproces er nye, skærpede krav til hoteller nu vedtaget, oplyses det.

Endnu skrappere krav
I pressemeddelelsen siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark: “De nye krav har især fokus på at reducere klimabelastningen. Svanemærket skærper blandt andet kravene om at reducere energiforbrug og CO2-udslip og forbyder brug af fossil olie og gas til opvarmning. Samtidig er der nu endnu skrappere krav til madspild, som er en af de helt store kilder til CO2-udslip.”

I Svanemærkets nye krav til hoteller og andre overnatningssteder er ambitionsniveauet hævet på en række områder:

Energiforbrug og CO2-udslip skal reduceres yderligere. Det er ikke længere tilladt at bruge fossil olie eller gas til opvarmning. Vandforbrug skal reduceres yderligere. Øget indsats mod madspild og øget vægt på at servere mad, der belaster miljø og klima mindre.

Kravene omfatter også: Øget brug af miljømærkede produkter til daglig rengøring, opvask og tekstilvask. Derudover stilles der skrappere krav til miljøledelse: Hotellerne skal kontinuerligt forbedre sig på områder som energi, vand, affald, madspild, økologisk mad og drikke, kemikalier og indkøb.

“Svanemærket er for de bedste. Gevinsten er, at hotellet får en konkret og effektiv guide til, hvordan man kan tilbyde et overnatningssted af høj kvalitet og med lav miljøbelastning.

Eftersom 95 procent af danskerne kender Svanemærket, får man samtidig et stærkt redskab til at kommunikere miljøindsatsen til kunder og gæster,” siger Ingrid Elmedal, senior konsulent for marked og indkøb i Miljømærkning Danmark.

Relaterede artikler:

Mindre hotelrengøring hjælper miljøet og hotellerne

Disse 21 danske hoteller fik sidste år Green Key

Rejsebureau klar med beregner af feriens CO2-aftryk