- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Svensk region tiltrækker stadig flere danske turister

Selv om hver tredje dansker aldrig har hørt om den svenske region Halland - mellem Helsingborg og Gøteborg - har regionen fordoblet antal danske overnatninger fem år før forventet, meldes det.

De seneste 10 år har Visit Halland oplevet en markant vækst i danske gæsteovernatninger. Siden 2014 er antallet af danske overnatninger fordoblet – en målsætning, der oprindeligt var sat til 2030, men som allerede nu er indfriet.

Det skriver Visit Halland i en pressemeddelelse. Der oplyses ingen konkrete tal, kun procenter.

Om det lige præcis er Hallands wellness- og spaoplevelser eller regionens mange gastronomiske tilbud, der har tiltrukket danskerne, vides ikke. Uanset kan Visit Halland nu bekræfte, at de har nået deres mål om at fordoble antallet af danske overnatninger – hele fem år før deadline.

I pressemeddelelsen siger Jimmy Sandberg, destinationschef for Visit Halland: ”Det er fantastisk at se, hvordan Halland i stigende grad bliver en foretrukken destination for danske rejsende. Vi ved, at danskerne efterspørger natur, wellness, madoplevelser og charmerende byliv – og det er præcis, hvad Halland tilbyder. At vi har nået vores mål hele fem år før tid, viser, at potentialet for yderligere vækst er stort.”

Hver tredje dansker har aldrig hørt om Halland
På trods af de stigende besøgstal fra danskerne, viser en ny undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov, foretaget på vegne af Visit Halland, at mange danskere har et begrænset kendskab til Halland. 36 procent af respondenterne har for eksempel aldrig hørt om Halland, oplyses det. Undersøgelsen blev foretaget i oktober 2024 og havde besvarelser fra 2.010 danske respondenter i alderen 25-65 år.

”Det er jo lidt pudsigt, at vi har fordoblet antallet af gæsteovernatninger, samtidig med at undersøgelsen viser, at kendskabet til Halland blandt danskerne er forholdsvis lavt. Vi kan se, at flertallet af de danske besøgende i dag kommer fra Sjælland og hovedstadsområdet, hvor kendskabet til Halland også er højest,” siger Jimmy Sandberg og tilføjer:

”Den hurtige vækst i danske besøg skaber en oplagt mulighed for at udvide indsatsen og styrke kendskabet til Halland. Vi kan se, at de oplevelser, danskerne efterspørger på deres ferier – naturskønne områder, lokale madoplevelser, kultur, spa og kystliv – præcis er det, Halland tilbyder, blot to timers kørsel fra København.”

 

Relaterede artikler:

Stor svensk grupperejsearrangør har kurs mod Danmark

Danskeres udlandseventyr i Halland går konkurs

Svensk destination vil tiltrække tre gange så mange danskere