- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Thailand skal tiltrække flere Spies-gæster

Spies har søsat stor reklamekampagne for at sælge flere rejser til den igangværende vintersæson samt næste års sommerprogram, hvor Spies pumper 20.000 flere rejser på det danske marked.

Reklamefilmene for Spies’ nye kampagne, ”Ferieeffekten,” er optaget i Thailand, der kun overgået af Gran Canaria, Tenerife og Kap Verde er rejsearrangørens største rejsemål i vintersæsonen.

Spies’ nye reklamefilm er instrueret af svenske Adam Berg, der har skabt reklamefilm for Apple, DHL, Über, Budweiser og Superbowl – og som nu er aktuel med Netflix-actionfilmen ”Black Crab.”

De fire Ferieeffekten-reklamefilm beskriver ifølge en pressemeddelelse fra Spies ”på drømmende vis den magiske følelse af velvære, når vi er på en rigtig god ferie.”

Brand Manager i Spies, Maria Byskov, der er en del af Spies’ inhouse marketingafdeling, siger: ”Vi har opfundet et nyt begreb til at beskrive den følelse af well-being, man får på en rigtig god ferie. Vi kalder det ”Ferieeffekten.” Og med denne kampagne tror vi virkelig, at vi vil skille os ud og vække den rejselyst, vi ved er derude.”

Masser af reklamer for ferierejser
Reklamefilmene er optaget i Thailand, et af Spies’ mest populære vinterrejsemål, som efter flere års nedlukning under coronakrisen, atter tager imod tusindvis af danske gæster hen over vinteren. Der er i alt produceret fire kampagnefilm på 30 og 15 sekunder med ”taktiske budskaber,” oplyses det.

Udover reklamefilmene investerer Spies i et bredt mediemix over en periode på 15 uger.

Thailand lempede sine sidste coronarestriktioner i efteråret. Ifølge Spies har Danmarks største rejsearrangører set en stigning af bookinger til Phuket, Thailands største ø, på 10 procent forhold til 2019, året før coronakrisen.

7.000 Spies-gæster fra Danmark til Thailand
I alt forventer Spies denne vintersæson at sende 7.000 gæster fra Danmark til Thailand.

Omkring 1.000 skal med familiemedlemmet Sunclass Airlines fra Nordic Leisure Travel Group.

Men 6.000 flyves med en chartret Airbus A330-900neo fra det portugisiske flyselskab Hi Fly fra Københavns Lufthavn til Phuket. I alt bliver det til 16 rotationer med 371 Hi Fly, hvis fly har plads til 371 passagerer. 85 procent af sæderne er allerede solgt, oplyser Spies.

Noget særligt ved A330-900neo-versionen fra Hi Fly er flyets 18 business sæder. De 16 flyvninger giver totalt 288 i hver retning – og 264 af business class-sæderne er allerede solgt, oplyser Spies til Standby.dk – flyet flyves af cockpit og kabinebesætning fra Sunclass,

20.000 flere rejser fra Danmark
Mens Spies i dette års sommersæson udbød omkring 140.000 rejser fra Danmark, forventer man til næste års sommersæson at sætte 160.000 rejser til salg.

Det sagde Carlos Cebrian, produktchef i Spies, forleden til Standby.dk: ”Vi har lagt flere rejser op til sommeren 2023. Næste sommer udbyder vi omkring 160.000 rejser mod 140.000 i dette års sommersæson,” sagde han.

Spies har i næste års højsæson 18 destinationer i primært Sydeuropa – der er ingen nye rejsemål i forhold til i år. Men der kommer dog nye rejsemål fra nogle danske lufthavne, der ikke før har haft egne Spies-fly til visse destinationer.

Spies indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Sunclass Airlines.

 

Relaterede artikler:

100.000 skal på vinterferie med Spies

Spies pumper 20.000 ekstra rejser på markedet

Spies får business class-sæder på langrutefly