- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Thomas Cook-konkurs koster Spanien milliarder

Den spanske regering pumper to milliarder kroner i landets turistindustri efter de store tab som følge af krakket i Thomas Cook UK, der sidste år sendte syv millioner turister til Spanien.

Den spanske turistminister frygter, at Spanien den kommende vintersæson vil miste 700.000 turister til De kanariske Øer og øgruppen Balearerne med blandt andet Mallorca. Det bliver en følge af krakket sidste måned hos rejsegiganten Thomas Cook UK. Konkursen ramte ikke danske Spies og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Turistminister Reyes Maroto siger, at Spanien formentlig må vinke adios til 400.000 Thomas Cook UK gæster på De kanariske Øer den kommende vintersæson, mens der var 300.000 bookinger til Balearerne med Thomas Cook UK. ”Men de gæster kommer ikke denne vinter på grund af konkursen,” forudser turistministeren.

For at afhjælpe følgerne af konkurser hos blandt andet spanske hoteller, der havde mange gæster fra Thomas Cook UK, pumper den spanske stat nu op til 300 millioner euro, over 2,2 milliarder kroner, ind i den spanske turistindustri, skriver en række medier.

De mange penge kommer kort tid efter den spanske sammenslutning af 15.000 hoteller- og turismeaktører, Confederation of Hotels and Tourist Accommodation, for nylig meddelte, at 500 spanske hoteller kan være konkurstruet efter krakket hos Thomas Cook UK.

Af de 500 spanske hoteller har omkring 100 udelukkende haft Thomas Cook-gæster, mens de øvrige har haft en belægning af Thomas Cook-gæster på mellem 30 og 60 procent.

Pengene bruges forskelligt
Af de 300 millioner euro, som den spanske stat nu kommer med i assistance til landets turistindustri, skal cirka 200 millioner bruges som lån til turismeaktører, der er ramt af ubetalte regninger efter Thomas Cook-konkursen.

Spanien overvejer også at sænke passagerafgifter for at tilskynde flyselskaber til at øge betjeningen af De kanariske Øer og øgruppen Balearerne, der som øer er meget afhængig af flyvninger for at få passagerne frem.

Ligeledes skal nogle af pengene bruges til at øge markedsføringen af turismeområder i Spanien, der er hårdt ramt af konkursen hos Thomas Cook.

Relaterede artikler:

Thomas Cook-konkurs kan tage 500 hoteller med i faldet

Rejsebureauforening kritiserer tidligere Spies-ejer

Stort fald i danske ankomster til Spanien