- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tivoli gør nyt forsøg med ekstra hotel

Tivoli er klar med milliardinvestering i nye projekter: et H.C. Andersen Hotel - samt at lukke del af Vesterbrogade til fordel for en park. Tivoli opgav for 10 år siden at få lignende hoteltilladelse.

Tivoli har i dag fremlagt nye planer for selve Tivoli samt for den del af Vesterbrogade, der ligger mellem Rådhuspladsen og Bernstorffsgade. Et projekt der ifølge TV2 News har en værdi på cirka en milliard kroner. 

Klik for stort format. Der er endnu ingen tidsramme for hvornår de nye Tivoli-projekter kan få de nødvendige tilladelser. Men på tegningen ses den foreslåede bypark i midten – den skal være mellem Rådhuspladsen og Bernstorffsgade. Til højre ses forslaget til det 70 meter høje hoteltårn. Illustration: Gehl via Tivoli.

Den verdensberømte danske arkitekt Bjarne Ingels har via sit arkitektfirma BIG tegnet en bygning i selve Tivoli, der skal huse hotel, restaurant, konferencefaciliteter og lejligheder.

Tivoli H.C. Andersen Hotellet, som bygningen kommer til at hedde, opføres ved Tivoli Søen ved H.C. Andersen Slottet ud til Rådhuspladsen, som bliver hovedindgang for hotellet.

Tivoli skal selv drive hotellet, oplyser Tivoli til STANDBY.dk – men der er endnu ikke et officielt tal på antallet af hotelværelser i det planlagte Tivoli H.C. Andersen Hotel.

I 2009 opgav Tivoli planer om et 102 meter højt hoteltårn med 160 værelser, der skulle drives af high end-hotelkæden Four Season. Det skete efter modstand fra Københavns Kommune, der blandt andet mente, at hoteltårnet, der skulle placeres hvor H.C. Andersen Slottet står, blev for højt i forhold til Rådhustårnet.

Tivoli har i dag sit Nimb-hotel med 38 værelser og suiter. For blot to måneder siden sagde Tivolis direktør, Lars Liebst, til STANDBY, at der endnu ikke var nogen beslutning om et muligt hotel ved H.C. Andersen Slottet.

Endnu ingen tilladelser
Det nu planlagte tårn ved H.C. Andersen Slottet bliver til sammenligning kun 70 meter højt. Bygningen vil udover hotel også have ejerlejligheder i hele tårnets højde. Projektet og visionen er allerede præsenteret for Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg. Nu tegnes detaljerne færdig inden den formelle proces med at få byggetilladelserne på plads går i gang, oplyser Tivoli og tilføjer:

”Det har længe været et stort ønske at udnytte pladsen ud mod Rådhuspladsen til hotel. Der bliver tale om en bygning, der tager hensyn til de eksisterende bygninger i området fra H.C. Andersen Slottet, Rådhuset og Axel Towers. Visionen er, at bygningen skal bidrage til byrummet og komplementere det grønne område, der er under udvikling på Rådhuspladsen, hvor der er plantet træer og snart kommer en metrostation.”

I pressemeddelelsen fra Tivoli siger Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst:

”Tivoli har i mange år haft en drøm om, at H.C. Andersen Slottet i Tivoli indrettes til et familiehotel fyldt med eventyr. Nu vil vi føre den drøm ud i livet ved at kombinere den med et stykke moderne, dansk eventyr; et grønt hotel, tegnet af Danmarks verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels.

Ligesom københavnerne nyder Tivolis fyrværkeri, er det vores ønske, at det grønne eventyrtårn bliver en visuel oplevelse i form af en vertikal forlængelse af Tivolis haver; et nyt vartegn for Tivoli og København, der er med til at understøtte byens image som en af verdens mest grønne og bæredygtige byer.”

Bilfri bypark på 10.000 kvadratmeter
Projektet fra Tivoli har også planen om en bypark fra Rådhuspladsen ned af Vesterbrogade, fordi Tivolis hovedindgang og Axelborg og frem til Bernstorffsgade, hvor blandt andet Hovedbanegården ligger.

Dette område på over 10.000 kvadratmeter skal ifølge visionen have fjernet asfalten og være fri for biler. I stedet kommer der en bypark med træer, blomster, spisesteder, borde og bænke. Et fristed med fortove til fodgængere, plads til cykler og fri for trafiklys og biler. Bag dette projekt står Tivoli i samarbejde med byrumsarkitekterne fra Gehl.

Tivoli har i dag offentliggjort sit forslag, så den konkrete vision kan blive debatteret og udviklet med input fra interressenter herunder borgere, naboer og myndigheder, oplyser Tivoli.

Relaterede artikler:

Tivoli endnu ikke klar med nye hotelplaner

Tivoli får ny underdirektør med millionansvar

“At have en udløbsdato fungerer ikke for mig”