- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tivoli håber på en halv million halloween-gæster

”Turismen er kun langsomt på vej tilbage, så vi ser frem til en halloween uden restriktioner,” siger Tivolis direktør om de tre halloween-uger. I én attraktion skal børn ledsages af en voksen.

Tivoli er et af Københavns største turismetrækplastre, det gælder også for den kommende halloween-sæson, der i år holdes for 16. gang, fra 14. oktober til 7. november.

Ved premieren på Halloween i Tivoli i 2006 varede den første halloween-sæson ti dage. Siden udvidede man til to uger og for fire år siden forlængede Tivoli sæsonen til nu tre uger. Mens den første halloween-sæson tiltrak 250.000 gæster, havde Tivoli i 2019, året før coronakrisen, cirka en halv million gæster.

Susanne Mørch Koch, Tivolis administrerende direktør, siger i en pressemeddelelse:

”Sommeren gik bedre end forventet med antallet af gæster i Tivoli og vi håber, at tendensen fortsætter til efterårssæsonen. Der er bestemt noget vej endnu, men vi ser frem til dette års halloween, som modsat sidste år er helt fri for restriktioner. Turismen er kun langsomt på vej tilbage. Vi har derfor været glade for den store opbakning fra København og omegn, og vi håber at resten af Danmark følger trop og igen ser mod København.”

Børn under 12 år skal ledsages af en voksen
Blandt årets overraskelser er der gensyn med ”Det Hjemsøgte” i Skærsilden under den over 100 år gamle rutsjebane. I Det Hjemsøgte skal børn under 12 år ledsages af en voksen, oplyser Tivoli.

Og den 24. oktober er der Monsters Night Out-optog med cirka 200 monstre. Sidste år blev der på grund af coronakrisen. Monstrene mødes foran Hovedindgangen til Tivoli klokken 18.30, for derefter at give sig i kast med Havens forlystelser.

I den mere fredelige afdeling har forlystelseshaven til Halloween i Tivoli bestilt over 900 kilo majs for at dække gæsternes behov for varme popcorn. Der er forudbestilt 7,5 tons velfærdsgris til flæskestegssandwich og købt ind til at der kan serveres over 20.000 pandekager. Og halloween-sæsonen i Tivoli pyntes blandt andet også med 22.100 græskar, hvilket er ny rekord.

Tivoli er Danmarks største turistattraktion: I året før coronakrisen, 2019, havde Tivoli 4,5 millioner besøgende – sidste år under coronakrisen med færre åbningsdage var der 1,6 millioner gæster.

Relaterede artikler:

Tivoli får større omsætning og mindre underskud

Her er de 20 største i den danske rejsebranche

De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber