Selv om der stadig bliver underskud i år, lysner det for Tivoli, siger administrerende direktør Susanne Mørch Koch. Årets sommersæson slutter 26. september, men Tivoli genåbner til Halloween-sæsonen samt Jul i Tivoli. Pressefoto for Tivoli: Agnete Schlichtkrull.

Tivoli får større omsætning og mindre underskud

Tivoli har flere gæster end forventet og dermed øget omsætning. Det får nu Danmarks største turistattraktion til at opjustere forventningerne til årets omsætning og se frem til et mindre underskud.

Tivoli forventer at omsætte for mellem 50 og 100 millioner kroner mere i år end budgetteret. Det meddeler Tivoli i en fondsbørsmeddelelse. Her står der også, at man nu ”kun” regner med et underskud før skat på 65 millioner kroner.

Tidligere i år meddelte Tivoli, at man her i 2021 forventede en omsætning på cirka 600 millioner kroner og et underskud før skat i på mellem 75 og 100 millioner kroner.

I året før coronakrisen, 2019, havde Tivoli et besøgstal på 4,5 millioner – sidste år under coronakrisen med færre åbningsdage var der 1,6 millioner gæster.

I 2019 fik Tivoli et overskud på 209 millioner kroner ud af en omsætning på næsten 1,5 milliarder kroner. Omvendt blev resultatet for 2020 minus 185 millioner kroner og en omsætning på 623 millioner kroner.

”Men flere gæster får Tivoli til at se lysere på forventningerne til 2021,” oplyser Tivoli i dag.

Med et stigende gæstetal og en række nyheder, ser Tivolis økonomiske situationen mere positiv ud end forventet. Det er baggrunden for den meddelelse, Tivoli har sendt til fondsbørsen i dag, hvor forlystelseshaven varsler et reduceret underskud for 2021 i forhold til de forventninger, som Tivoli meldte ud tidligere på året,” skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Fjernede restriktioner øger optimismen
Med udsigt til et Tivoli fri for coronarestriktioner er der grundlag for optimisme i forhold til forlystelseshavens kommende sæsoner i år, Halloween og Jul i Tivoli. Der er Halloween i Tivoli mellem den 14. oktober og 7. november, mens Jul i Tivoli er fra 19. november til 2. januar.

Tivolis administrerende direktør, Susanne Mørch Koch, siger i pressemeddelelsen: ”Tivoli har særligt her i sensommeren af 2021 haft flere gæster end forventet. Det er en udvikling, der har taget fart i takt med, at restriktionerne er lettet. Nu venter Halloween i Tivoli, der traditionelt er en stærk sæson for os.”

Tivoli har i år åbnet Danmarks største scaryhouse, Villa Vendetta, styrket sine gastronomiske udbud og introduceret Havefest samt flere nye festivaler i Tivoli.

”Målsætningen er at gøre de kommende sæsoner i Tivoli til et symbol på, at normaliteten er tilbage i Danmark. Restriktionerne forhindrede mange i at komme til Halloween i Tivoli sidste år og Jul i Tivoli måtte lukke næsten før vi kom i gang. Det er nu vi og vores gæster skal tage revanche,” siger Susanne Mørch Koch.

Relaterede artikler:

Tivoli suspenderer midlertidigt forventninger til i år

De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber

Dansk Industri mangler fortsat chef for turisme