- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Tivoli sætter fokus på kulturen i juleperioden

Årets fjerde og sidste sæson i Tivoli, Jul i Tivoli, bliver i år fra 16. november til 5. januar i det nye år. Det bliver 26. gang med Juli i Tivoli, der typisk tiltrækker over en million besøgende – hvor af hver tredje er fra udlandet.

Blandt højdepunkterne bliver en ny version af Hans Christian Andersens eventyr og ballet Snedronningen med premiere den 1. december – og hvor de medvirkende i Tivolis koncertsal er iført kostumer tegnet af dronning Margrethe, der også har kreeret dekorationerne. Den danske sanger Oh Land har komponeret musikken til balletten, mens koreografien er lagt i hænderne på den russiske koreograf Yuri Possokhov.

Jul i Tivoli vil naturligvis byde på meget andet – igen i år bliver der et juletog, Julemanden holder atter til i Pantomimeteatret, den 13. december er der traditionen tro Lucia-optog og på julemarkedet i haven vil der være masser af boder med salg af alt fra varme drikke som gløgg med æbleskiver til chokolade og særlige Tivoli-juledekorationer.

I Tivolis restauranter og i Tivolis Food Hall sælges der blandt andet også masser af traditionel dansk julemad som flæskesteg og ris á la mande – ligesom der naturligvis fortsat er tænkt på de mange udenlandske gæster.

Også åbent nytårsaften
Igen i år har Tivoli åbent nytårsaften. Alle forlystelserne er åbne – det samme er restauranterne, der tilbyder særlige menuer med bobler ligesom der er stort fyrværkeri. Der er nytårsfyrværkeri i Tivoli den 25., 26., 27. og den 31. december.

Tivoli har også samlet en række ”fun facts” om årets Jul i Tivoli.

Disse fortæller blandt andet, at Tivoli i perioden oplyses af en million lys, at der er 1.000 grantræer med 3,5 kilometer guirlander, 60.000 julekugler, at der bruges otte tons gran til at pynte i haven, at duften blandt andet kommer fra 20.000 hyacinter – og at der samlet bruges over 10.500 mandetimer til at pynte op til Jul i Tivoli.

Danmarks største turistattraktion
Tivoli havde sidste år 4,8 millioner besøgende som Danmarks største besøgsattraktion – en fremgang på næsten 11 procent sammenlignet med 2017, blandt andet som følge af nyskabelsen Vinter i Tivoli.

Efter Jul i Tivoli holder haven lukket frem til 1-24. februar, hvor der igen er Vinter i Tivoli. De andre Tivoli-sæsoner er Sommersæsonen og Halloween.

Relaterede artikler:

Her er Danmarks største turistattraktioner

Spindoktor bliver ny underdirektør i Tivoli

“At have en udløbsdato fungerer ikke for mig”