- STANDBY.DK - https://standby.dk -

TrygFonden: Én myte om badning kan være livsfarlig

I snit drukner et menneske hver uge i Danmark. TrygFonden opfordrer til at badende vælger en strand med livredder. Fonden afliver en myte om badning, der kan være livsfarlig.

(Artiklen er opdateret om antallet af druknede ved danske strande)

TrygFonden Kystlivredning har i samarbejde med Dansk Svømmeunion livreddere i over 35 livreddertårne over hele landet i skolernes sommerferie.

Og fordi der igen skulle være godt, sommerligt badevejr på vej til Danmark, har TrygFonden Kystlivredning udsendt en række gode råd om badning, også ved de danske kyster.

I den kommende uge lover metrologerne fortsat varmt og solrigt vejr, og det kan trække mange til de danske strande. Livredderne opfordrer til, at man vælger en strand med livreddere, og at man kun bader mellem de rød-gule livredderflag, som markerer livreddernes primære zone.

”Med den lovende vejrudsigt forventer vi, at mange danskere vil tage på stranden. Vi anbefaler, at man vælger en strand med livreddere og bader mellem de rød-gule livredderflag. Det er her livredderne konstant har øjnene på vandet og hurtigt kan spotte, hvis en badegæst kommer i problemer,” siger René Højer, programchef i TrygFonden, i en pressemeddelelse.

En livsfarlig bademyte
Livredderne møder hver dag på strandene en række myter, de gerne vil have aflivet. Særligt én myte kan være livsfarlig, siger Lasse Serup Jensby, driftschef i TrygFonden Kystlivredning:

”På strandene møder vi ofte forældre, der fortæller deres børn, at de trygt kan gå i vandet til navlen. Men det kan være livsfarligt, hvis forholdene ikke er til det. Små børn kan nemt blive væltet omkuld af bølger, hvis de står i vand til navlen, og ved stærk strøm kan både børn og voksne komme i alvorlige problemer, hvis de går ud til navlen.

Vi opfordrer derfor altid til, at man lærer at svømme, bader efter forholdene og aldrig går i vandet alene. Det er heller ikke nok for forældrene at holde øje med børnene fra stranden. De skal gå med børnene i vandet,” siger Lasse Serup Jensby.

Ifølge TrygFonden Kystlivrednings hjemmeside drukner der i snit cirka én person hver uge året rundt i Danmark; kun fem var dog i 2017, de seneste tal, ved badeulykker ved de danske kyster. Resten omfatter for eksempel både/fritidsaktivitet, ved at de falder i vandet ved havne, ved dykning og så videre. Her er link til “Den nationale Druknestatistik.”

Risiko for revlehuller
I sidste uge advarede livredderne mod revlehuller og badning ved høfder, moler og bølgebrydere langs de danske kyster. Alligevel var der flere hændelser, blandt andet på Tversted Strand ved den nordlige del af den jyske vesterhavskyst. Her blev en ældre mand i fredags fanget i et revlehul og måtte reddes af livredderne.

Ved badning bør man være særligt opmærksom på at følge de fem baderåd, understreger TrygFonden: Lær at svømme; Gå aldrig alene i vandet; ”Læs” vinden og vandet; Lær stranden at kende og Slip aldrig børnene af syne.

Relaterede artikler:

Sommerdanmark har mange flere danske turister

Her var danskerne på ferie i udlandet

Danskerne vil bruge flere penge på indenrigsferier