- STANDBY.DK - https://standby.dk -

TUI’s største aktionær er russisk Putin-støtte

Russisk milliardær, der ejer 34 procent af TUI, er tæt på præsident Putin. ”Men TUI vil ikke lide langvarige konsekvenser ved sanktioner mod Alexey Mordashov,” forudser TUI’s koncernchef.

Som en udløber af den russiske invasion af Ukraine, forventes tyske TUI Group, en af verdens største rejsekoncerner, at komme under luppen. Det sker i forbindelse med de 34 procent af aktierne, som den russiske oligark Alexey Mordashov ejer i TUI. Aktierne har en værdi på 1,4 milliarder pund, cirka 12,4 milliarder kroner.

Ifølge den britiske avis The Times deltog 56-årige Alexey Mordashov sammen med andre russiske oligarker i et møde i Kreml torsdag i sidste uge med den russiske præsident Vladimir Putin. Det var samme dag, hvor Rusland invaderede Ukraine, og på mødet blev der talt om de økonomiske konsekvenser af invasionen af Ukraine, skriver The Times.

Alexey Mordashov, der er med i TUI’s bestyrelse, er bestyrelsesformand for Severstal, en af Ruslands største stålproducenter. Ifølge nyhedsbureauet Bloombergs milliardindeks er Mordashov god for en formue på 217 milliarder kroner.

Bloomberg skriver også, at Alexey Mordashov er blandt 23 russiske oligarker, bankfolk, militærpersoner og pressefolk med tætte forbindelser til præsident Putin, som EU’s overvejer sanktioner mod. Det skete tirsdag for Alexey Mordashov’s vedkommende.

”Ingen varige negative konsekvenser”
I et brev til TUI’s medarbejdere, som Bloomberg har set, skriver TUI’s koncernchef, Fritz Joussen, at TUI ikke vil lide ”nogen langvarige negative konsekvenser,” hvis Alexey Mordashov bliver sanktioneret af for eksempel EU-landene.

Da TUI under coronakrisen var i store økonomiske problemer, bidrog Alexey Mordashov med at skaffe kapital, så TUI kunne overleve, skriver Bloomberg.

TUI Group havde i sidste regnskabsår, der sluttede med udgangen af september 2021, samlet 5,4 millioner gæster. I Danmark er TUI landets tredjestørste charterarrangør. I 2019, året før coronakrisen, havde TUI således 157.000 gæster fra danske lufthavne. Kun overgået af Spies og Apollo.

TUI Group omfatter blandt andet over 400 hoteller og resorts med varemærker som RIU, TUI Blue og Robinson, 16 krydstogtskibe under blandt andet TUI Cruises, fem flyselskaber, blandt andet nordiske TUIfly Nordic, med i alt over 100 fly samt mere end 1.000 rejsebureauer.

Relaterede artikler:

Endnu et stort rejsebureau aflyser rejser til Rusland

Stort dansk rejsebureau boykotter Rusland

Rejsebureauer uenige om rejser til Ukraine

TUI Group ser positive tegn trods nyt milliardtab