- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Turistchef bliver direktør for rejsebureau

Direktøren for VisitNordjylland skal fremover stå i spidsen for tabsgivende rejsebureau, der sælger alt fra krydstogter til erhvervsrejser.

Efter 12 år i spidsen for turismeorganisationen VisitNordjylland begynder 53-årige Lars Enevold Pedersen til august som direktør for rejseselskabet Samson Travel, der har hovedkvarter i Frederikshavn samt kontorer i Aalborg og Odense. Samson sælger blandt andet temarejser, langtidsrejser, krydstogter, gruppe- og erhvervsrejser.

I sidste regnskabsår omsatte Samson for 22 millioner kroner og fik et underskud på 1,4 millioner kroner i forhold til forrige regnskabsår, oplyser Dansk Brancheanalyse i sin seneste analyse af de største rejsebureauer i den danske rejsebranche. Dansk Brancheanalyse regner et rejsebureau som ”sygt,” hvis det har et underskud på mere end to procent.

Rejsebureauet Samson Travel fra nordjyske Frederikshavn får ny direktør, Lars Enevold Pedersen, hentet fra direktørjob i VisitNordjylland.

Om sit jobskifte fra VisitNordjylland til Samson Travel siger Lars Enevold Pedersen til STANDBY.dk:

”Jeg ville gerne prøve noget nyt efter at have været hos VisitNordjylland i snart 20 år, heraf 12 år som direktør. Jeg har været glad for mit gode job i VisitNordjylland og ville prøve noget andet i rejsebranchen, derfor har jeg brugt mit netværk til at finde noget nyt. Via netværket kendte jeg Samson Travel, herunder dets ejer, Holger Colding-Kristensen, der gerne vil forstærke Samson Travel. Nu skal jeg være med til at skabe mere vækst hos Samson. Jeg har fået en god aftrædelsesaftale og en fin overgangsordning med VisitNordjylland, hvor jeg nu skal gøre tingene færdig.”

Lars Enevold Pedersen er Cand. Merc. i international virksomhedsøkonomi fra Aalborg Universitet. Han var i over fem år udviklingskoordinator i Aalborg Turist og Kongres Bureau, hvorefter han blev udviklingschef i Turistudviklingsfonden for Midt- og Nordjylland gennem syv år inden han i september 2005 blev direktør for VisitNordjylland. Nordjylland havde sidste år 7,6 millioner turistovernatninger og omsatte for cirka 11 milliarder kroner på den konto.

Rejsebureau med millionunderskud
Selve Samson Travel har haft underskud i alle offentliggjorte regnskabsår siden rejsebureauets start i 2008, i alt har det gennem årene tabt 7,4 millioner kroner. Som ny direktør for Samson Travel afløser Lars Enevold Pedersen rejsebureauets ejer, Holger Colding-Kristensen, der sammen med sine to børn ejer rejsebureauet.

Holger Colding-Kristensen skal fremover være bestyrelsesformand for Samson Travel. Koncernen som ejer Samson Travel havde 9,2 millioner kroner i overskud i seneste regnskabsår – og formuen er blevet endnu større. Holger Colding-Kristensen ejede blandt andet Aalborg-virksomheden Scanico, der producerer køle- og fryseudstyr til fødevareindustrien. I december sidste år blev Scanico solgt for over en kvart milliard kroner til den globale amerikanske Middleby-koncern.

Relaterede artikler:

Flere udenlandske turister til Nordjylland

Turistbranchen vil styrke nordjysk vækst

Ny lov kan ruinere rejsebureauer