Den førte politik i USA lader til at kunne ses på billetsalget til VM i fodbold senere i år. Tusindvis af billetter er afbestilt, og FIFA har indkaldt til hastemøde.
Mens Grønland er i mange danskeres tanker i disse dage, lader det politiske klima i Trumps USA også til at have en effekt på årets VM i fodbold, som delvist finder sted i USA.
Således lød det tirsdag fra mediet Givemesport.com, at omkring 16.800 fodboldfans angiveligt har annulleret VM-billetter natten over. Det har fået FIFA til at indkalde til et hastemøde.
Givemesport skriver, at FIFA har regler om, at billetter ikke kan annulleres, hvorfor det derfor er mere sandsynligt, at tallet dækker over fans, der har trukket sig fra tredje fase af billetsalget – enten via lodtrækningssystemet (“random draw”) eller køb foretaget gennem medlemsorganisationer.
Indrejseforbud og politik har effekt
Givemesport skriver, at FIFA vurderer, at mellem 5,5 og 6,5 millioner tilskuere vil rejse for at overvære kampe i USA, Canada og Mexico, hvilket potentielt kan gøre turneringen til den mest besøgte VM-slutrunde nogensinde.
Nogle af aflysningerne skyldes angiveligt Donald Trumps ordre om at sætte behandlingen af visaer for rejsende fra visse lande, herunder fodboldkæmpen Brasilien, på pause, men det generelle politiske klima lader også til at være en medvirkende årsag.
Det lader således til, at der er boykotkampagner i gang på sociale medier, hvor ikke-amerikanske fodboldfans henviser til bekymringer for sikkerheden i USA og generel utilpashed ved den førte politik.
Blandt andet ses der opslag med hashtagget ”BoycottWorldCup”, og demonstranter opfordrer billetindehavere til at genoverveje deres deltagelse, så længe Trump er ved magten. Ud over pågribelsen af den venezuelanske præsident Maduro påpeges det blandt andet, at den amerikanske præsident også har fremført trusler mod Colombia, Cuba og Danmark.
Drøfter sikkerhed på møde
På det bebudede hastemøde i FIFA er fansikkerhed, faldende billettilslutning og voksende omdømmerisici blandt andet noget af det, som skulle være på dagsordenen.
Til mødet forventes ledende FIFA-repræsentanter, medlemsforbund og turneringsarrangører at deltage.
Foreløbig er Norge i øvrigt det eneste kvalificerede landshold fra Skandinavien blandt de i alt 48 deltagende landshold. Både Sverige og Danmark har en sidste chance ved playoff-kampene til marts.
Vinder Danmark i Parken den 26. marts over Nordmakedonien, skal landsholdet på udebane spille den 31. marts om en billet til VM mod vinderen af kampen mellem Tjekkiet og Irland.
Kvalificerer Danmark sig til VM-slutrunden, kommer landsholdet i Gruppe A. Her skal man i givet fald spille den 11. juni i Guadalajara i Mexico mod Sydkorea, den 18. juni i Atlanta i USA mod Sydafrika og den 24. juni i Mexico City mod Mexico.
Relaterede artikler:
Rejsebureau: Fodbold-VM bliver ekstremt dyrt