- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tysk turisme gør klar til Femern-forbindelsen

I 2029 åbner Femern-forbindelsen; den vil tiltrække mange skandinaviske turister. ”Vi har aldrig mærket så stærk interesse for bæredygtige produkter,” siger chef for Tysk Turist Information.

Deutsche Zentrale für Tourismus, DZT, den tyske modsvarighed til VisitDenmark, er i fuld gang med forarbejdet inden åbningen af den faste forbindelse fra Rødby til Femern i 2029. Den skal blandt andet være med til at tiltrække flere skandinaviske turister til Tyskland.

”Vi har netop præsenteret potentialet i gæster fra de nordiske markeder for vores tyske partnere. Vi har aldrig mærket så stærk interesse for bæredygtige produkter fra pressen og rejsebureauerne, som vi gør i øjeblikket,” siger Bo Schou Lauridsen, chef i blandt andet Danmark for DZT, Tysk Turist Information, og tilføjer:

”Det er positivt, for produktudviklerne og rejsebureauerne og medierne bærer et kæmpe ansvar i den grønne omstilling indenfor rejsebranchen. Forbrugeren søger ikke aktivt, men vælger gerne bæredygtige produkter, hvis de får dem tilbudt.”

Syv minutter med tog og ti minutter med bil
Fordi ibrugtagningen af Femern-forbindelsen gradvist nærmer sig, skal vi i gang med strategiarbejdet og positioneringen nu, for at kunne høste potentialet af de nordiske turister, når tiden kommer, siger Bo Schou Lauridsen.

Han peger på, at det bliver en ny tidsæra efter åbningen af den faste forbindelse – i stedet for en times tid med Scandlines-færgen, vil det tage syv minutter med tog og ti minutter med bil at passere Femern. Og togturen fra København til Hamborg nedsættes for eksempel til blot små tre timer.

”Når Femern Bælt-tunnelen åbner, er det vigtigt at have strategien og produkterne klar, så man kan udnytte det kæmpe potentiale det giver i nye gæster fra Norden,” siger Bo Schou Lauridsen.

Den mentale barriere forsvinder
”Femern-forbindelsen vil få enorm betydning” for turismen i Tyskland fra danske turister fra Sjælland, København, Sydsverige og sikkert også det sydlige Norge,” siger Bo Schou Lauridsen til STANDBY.DK og tilføjer:

”De vælger at køre i bil til Tyskland, fordi den mentale barriere forsvinder, fordi det kun kommer til at tage de ti minutter i bil og syv minutter i tog at passere Femern. Det vil også give en længere ”rækkevidde” ned i Tyskland for nordiske turister på smutture til Tyskland.”

Chefen for Tysk Turist Information i blandt andet Danmark siger videre: ”Det som er vigtigt nu, er at gøre strategierne og produkterne klar på den tyske side, så de nordiske turister ikke bare kører igennem det nordtyske, men at der kommer nogle stop-faktorer. Vi er i gang med det narrative i brandingen af Tyskland, så vi fortæller om alt det, Tyskland har at tilbyde som rejseland.”

Når Tysk Turist Information til oktober holder sin årlige Nordeuropa-workshop bliver den i år henlagt til området omkring Maribo, så deltagerne for eksempel kan se byggepladsen i forbindelse med den faste forbindelse.

Danskerne har flest overnatninger i Tyskland
Tyskland er landet, hvor danskerne under normale år har flest overnatninger. I 2019 blev det til 3,4 millioner registrerede danske overnatninger. Tallet er reelt meget større, da det for eksempel ikke medtager Airbnb-overnatninger.

Den gennemsnitlige opholdstid for en dansker i Tyskland i 2019, ferie- som forretningsrejsende, var 3,8 dage. Danmark er Tysklands 7. største incoming-marked.

Fire af de 16 tyske bundeslande har under normale omstændigheder 60 procent af de danske overnatninger. Det er Slesvig-Holsten, Berlin, Hamborg og Niedersachsen, regionen syd for Hamborg med blandt andet Harzen. Nummer fem af de bundeslande, danskerne normalt besøger mest, er den sydligste, Bayern.

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau øger antal rejsemål med tog

De er Tysklands 100 mest populære rejsemål

Femern Bælt-forbindelsen øger behov for hoteller