- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tyskland havde stærk turistsommer

Fra juni til august i år havde Tyskland otte procent flere udenlandske overnatninger end sidste år. ”Efterspørgslen afspejler rejselandet Tysklands store tiltrækningskraft,” siger turistdirektøren.

I de vigtige rejsemåneder fra juni til august i år voksede den indkommende turisme til Tyskland med 8,1 procent sammenlignet med året før. Det oplyser det statslige tyske turistråd, Deutsche Zentrale für Tourismus, også kendt som Tysk Turist Informaion.

DZT henviser til foreløbige tal fra den tyske modsvarighed til Danmarks Statistik, der i Tyskland hedder Statistisches Bundesamt. Alene i august i år var der lige over ti millioner målbare udenlandske overnatninger i Tyskland, en vækst på 5,7 procent i forhold til august sidst år.

DZT oplyser også, at tallene for årets første otte måneder viser, at Tyskland er på indeks 98 i forhold til ankomsttallene fra udenlandske turister i de samme måneder af 2019, året før pandemien.

De danske ankomsttal er også på vej tilbage, de er dog på nuværende tidspunkt ni procent efter de første otte måneder af 2019. Tyskland er det land, flest danskere overnatter i. Sidste år blev det til 3.006.989 målbare danske overnatninger i Tyskland. Rekorden for danske overnatninger i Tyskland er fra 2019, året før pandemien, hvor det blev til 3,4 millioner målbare danske overnatninger.

EM-slutrunden i Tyskland bidrog til gode tal
DZT skriver videre, at andre indikatorer bekræfter den fortsat opadgående tendens for tysk turisme i forhold til ankommende udenlandske tilrejsende.

Ifølge undersøgelser fra MKG Consulting steg hotelbelægningen i august 2,4 procentpoint i forhold til året før og nåede op på 68,4 procent, oplyser DZT. Der henvises også til rejsedatavirksomheden Forward Keys, der alene i august registrerede en stigning på 15,2 procent i antallet af internationale flyankomster til Tyskland.

Blandt de medvirkende årsager til de gode tyske ankomsttal fra udenlandske turist i juni-august i år er blandt andet det tyske værtskab for EM-slutrunden i fodbold, UEFA Euro 2024.

Petra Hedorfer, administrerende direktør for DZT, siger i pressemeddelelsen: ”Efterspørgslen i sommerens højsæson – understøttet af store begivenheder som UEFA Euro 2024 – var over gennemsnittet og afspejler den store tiltrækningskraft, rejselandet Tyskland har.

Vi ser dog også en ekstremt høj følsomhed i rejseindustrien. Den aktuelle udvikling, især med hensyn til aflyste flyforbindelser og lokationsomkostninger samt stigende energiomkostninger, er en risiko for Tysklands tilgængelighed og konkurrenceevne som rejsedestination,” tilføjer Petra Hedorfer.

 

Relaterede artikler:

Tysk delstat fastholder førsteplads hos danskerne

Deutsche Bahn og fagforeninger enig om strejkestop

Dansk boutiquehotelkæde har åbnet sit andet hotel i Tyskland