- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Udskudt rejse giver kunde 290.000 kroner retur

En rejsearrangør kan ikke blive ved med at skubbe en pakkerejse frem i tiden på grund af coronakrisen, men skal give kunden pengene tilbage, viser kendelse fra Pakkerejse-Ankenævnet.

Under coronakrisen er nogle rejser blevet helt aflyst, mens andre er udskudt til et senere tidspunkt. Leder af Forbruger Europa i Danmark, Lars Arent, siger i en pressemeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen:

”Som forbruger er man generelt godt beskyttet, hvis man har købt en pakkerejse, og rejsearrangøren ændrer rejsetidspunktet eller helt aflyser. Hvis rejseudbyderen ender med at aflyse rejsen, vil man have krav på at få alle sine penge igen – også selvom aflysningen skyldes coronasituationen.”

Den danske afdeling af Forbruger Europa er en del af Konkurrence og Forbrugerstyrelsen. Forbruger Europa-netværket er oprettet af Europa-Kommissionen og har kontorer i alle EU-lande.

Skulle på krydstogt i fire måneder
I sagen fra Pakkerejse-Ankenævnet havde forbrugeren købt en næsten fire måneder lang krydstogtrejse jorden rundt for to personer. I oktober sidste år modtog forbrugeren en mail fra rejsearrangøren, hvis navn ikke oplyses i pressemeddelelsen, hvor der stod, at rejsen grundet corona var udskudt med cirka et år til januar 2022.

Forbrugeren ønskede i stedet at få pengene tilbage, men det afviste rejsearrangøren. Herefter blev sagen indbragt for Pakkerejse-Ankenævnet. Nævnet vurderede, at der var tale om en væsentlig ændring af rejseydelsernes primære kendetegn. Forbrugeren kunne derfor hæve aftalen og få tilbagebetalt hele rejsens pris på omkring 290.000 kroner.

Lars Arent siger: ”Hvis ens rejse udskydes, kan der ud fra en konkret vurdering være tale om en væsentlig ændring ved rejsen. Det vil afhænge af, hvor langt frem i tiden rejsen rykkes. Ankenævnet har i denne sag vurderet, at en udskydelse af rejsen på et år er en væsentlig ændring, og at forbrugeren derfor har krav på at få pengene for rejsen tilbage.”

Pakkerejse-Ankenævnet vurderer klager over pakkerejser, for eksempel fly og hotel. Nævnet, der har sekretariat hos og finansieres af Rejsegarantifonden, består af fem medlemmer. Byretsdommer Mikael Kragh er formand, Forbrugerrådet har to repræsentanter, mens RID, Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening – og Danmarks Rejsebureau Forening hver har ét medlem af nævnet.

I 2020 behandlede Pakkerejse-Ankenævnet 622 klagesager, en stigning på cirka 150 procent i forhold til 2019.

30 millioner årlige krydstogtpassagerer
De 57 medlemmer af Cruise Line International Association, krydstogtbranchens globale brancheforening, der repræsenterer 95 procent af verdens krydstogtrederier, havde i 2019, året før coronakrisen, tæt på 30 millioner passagerer.

Verdens største krydstogtområde var Caribien med næsten 12 millioner krydstogtgæster, fulgt af Middelhavet med 4,4 millioner, der var 3,9 millioner på krydstogter i Asien, 1,7 millioner i Nordeuropa – plus 594.000 i Østersøen, og 1,2 millioner i Alaska som verdens største krydstogtområder, viser tal fra CLIA.

Af de 29,7 millioner gæster, CLIA-rederierne sejlede med i 2019, var de tre største leverandørregioner Nordamerika med 15,4 millioner passagerer, 7,7 millioner europæere var på krydstogt, mens det tredjestørste marked, Asien, havde 3,7 millioner krydstogtgæster.

Relaterede artikler:

Ingen erstatning for afbestilt skiferie

Rejsearrangør meldt til Bagmandspolitiet for svindel

Rekordmange forbrugerklager over rejsebranchen