- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Udstillerrekord på Ferie for Alle

Næste weekend afvikles 21. udgave af Messecenter Hernings store, årlige feriemesse. Fredagen er blandt andet netværksdag for rejsebranchen. Der er i år over 1.200 udstillere.

”De 1.215 udstillere på årets Ferie for Alle er det højeste antal nogensinde. De er fordelt over hallerne på omkring 400 stande – Spanien er i år partnerland for Ferie for Alle, og alene den spanske stand har op mod 20 udstillere,” siger ansvarlig for Skandinaviens største feriemesse, projektchef Anders Ladefoged Mortensen, til standby.dk

Messecenter Herning har ikke mindst fredag igen stort fokus på at gøre det til netværksdag for rejsebranchen. Her kan tusindvis af fagfolk på tværs af messens temaområder skabe nye kontakter og pleje eksisterende. I løbet af fredagen forventes Ferie for Alle besøgt af op mod 750 relevante ansatte fra rejsebranchen, som godt nok ikke er udstillere, men som kommer til Herning for at netværke.

Som Skandinaviens største feriemesse har Ferie for Alle hvert år omkring 60.000 besøgende publikummer. De kan blandt andet i messens to store udlandshaller møde samtlige store, danske charterbureauer, topfolk fra op mod 39 officielle turistkontorer, en lang række rejsebureauer og repræsentanter fra de vigtigste jyske lufthavne.

Blandt de fagrelaterede events for rejsebranchen, som alle rejsebranchefolk er velkommen til at besøge er med start klokken 18 om fredagen den årlige Get-2-gether med snacks og drinks for rejsebranchen på 1. sal, Indgang Vest – sponsoreret af PATA Vest, Billund Lufthavn og Ferie for Alle/MCH.

Nyt tysk fællesområde
Selv om Tysklands nationale turistråd, Tysk Turistinformation, som følge af spareinstruktioner fra hovedkvarteret, ikke i år må have egen stand på Ferie for Alle, er turistkontorets danske afdeling alligevel at finde på fagdagen om fredagen. Som en nyhed er Tysk Turistinformation nemlig til stede gennem et nyt tysk fællesområde, der er lavet i samarbejde med MCH Messecenter Herning.

Bo Lauridsen, turistchef hos Tysk Turistkontor i Danmark, siger: ”Ferie For Alle er en vigtig platform for os, når det drejer sig om at komme i kontakt med den vestdanske rejsebranche. Derfor har vi i samarbejde med MCH lavet et nyt Tysklandsområde, hvor jeg, vores pressechef, Birgitte Guldberg, og salgschef Carsten Johansen vil være hele fredagen. Derudover holder vi en mini-workshop i Jyske Bank Boxen fredag eftermiddag i samarbejde mellem Tysk Turistinformation, Danske Busvognmænd og Messecenter Herning.”

 

Relaterede artikler:

SAS atter til stor feriemesse

Rekordmange udstillere til Dansk Golfshow

59.000 besøgte feriemesse