- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ugens rejsevejledninger: lavere smittetal i 14 lande

Smittetallet i 14 EU/Schengen-lande faldt i forhold til sidste uge, men landene er fortsat langt fra tærsklen for at kunne åbnes for rejser, hedder det i de opdaterede danske rejsevejledninger.

Der er fortsat orange i rejsevejledningerne for EU/Schengen-landene plus Storbritannien. Kun Vatikanstaten i Rom er fortsat gul, men det er svært at finde overnatningsmulighed i Vatikanstaten.

Til gengæld går det muligvis fremad med at nedbringe smittetallene i Europa. Torsdag i sidste uge skrev Udenrigsministeriet i sin ugentlige opdatering, at tallene var faldet i syv lande sammenlignet med ugen forinden.

I denne uge, oplyser UM, viser opgørelsen fra Statens Serum Institut, at smittetallet i 14 lande er faldet i forhold til tallene fra sidste uge, mest markant i Belgien, Island og Tjekkiet. Trods den positive udvikling er alle landene dog fortsat langt fra tærsklen for at kunne åbnes for rejser, skriver Udenrigsministeriet.

STANDBY.DK har bedt UM om navnene på de øvrige 11 lande med faldende smittetal. Kommer disse, bliver artiklen opdateret.

Også orange til Norge
Udenrigsministeriet opdaterer hver torsdag rejsevejledningerne for landene inden for EU/Schengen og Storbritannien på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.

UM skriver i dag, torsdag, at der er ikke tilføjet nye lande til listen over lande, hvortil alle ikke-nødvendige rejser frarådes som følge af et for højt antal smittede på baggrund af tallene fra SSI.

Vatikanstaten opfylder kriteriet for lavt smittetal. Det gør Finland også, men som følge af indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark er landet orange, og alle ikke-nødvendige rejser frarådes.

Udenrigsministeriet tilføjer, at tre norske regioner, Agder, Nordland samt Vestfold-Telemark, nu også bliver orange på grund af stigende smittetal. Hele Norge er i forvejen orange på grund af indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark, understreges det.

Særlige regler og regionale rejsevejledninger
Der gælder særlige regler for Sverige, Norge og Slesvig-Holsten i Tyskland, idet regioner med smittetal under 30 holdes åbne, skriver Udenrigsministeriet. Disse regler kan ses på rejsevejledningerne for de enkelte lande.

Udenrigsministeriet meddelte torsdag morgen, at man fra begyndelsen af december udvider rejsevejledningerne for EU- og Schengenlandene samt Storbritannien med en regional model for rejsevejledninger.

Det giver mulighed for at åbne for rejser til regioner med lav smitte i orange lande og lukke for rejser til regioner med høj smitte i ellers gule lande.

Relaterede artikler:

Danmark får regionale rejsevejledninger

Thailand åbner for danske langtidsturister

Langsom dansk coronatest forsinkede luksusrejse