Foran ni amerikanske biludlejningsmærker fik tyske Sixt førstepladsen ved analyse af kvalitet af biler og kundeservice. Sixt, der ser stor vækst i USA, har rundet 100 udlejningsstationer i USA.
Det var en gennemgang af kvaliteten og niveauet på en række parametre, der bragte Sixt til tops ved en undersøgelse foretaget af avisen USA Today for at finde USA’s bedste biludlejere.
I 2025-udgaven af USA Today 10Best Readers’ Choice Awards for biludlejning toppede Sixt foran amerikanske brancheklenodier som Hertz på andenpladsen fulgt af Ace, Enterprise, National, Dollar, Alamo, Avis, Budget og Thrifty.
Flere af de amerikanske brands har også andre varemærker:
Avis kontrollerer også Budget, de er samlet i ABG, Avis Budget Group.
Enterprise har ligeledes varemærkerne Alamo og National.
Hertz har også biludlejningsvaremærkerne Dollar Rent A Car, Firefly Car Rental og Thrifty Car Rental.
I Danmark er der fem store varemærker når det gælder biludlejning, nævnt alfabetisk: Avis, Enterprise, Europcar, Hertz og Sixt.
Sixt har i USA over 100 udlejningsstationer – er i de største lufthavne
Ved gennemgangen for at finde det bedste biludlejningsselskab i USA, i denne undersøgelse, blev biludlejerne vurderet på hvor nemt det var at booke bil hos, at kunden fik den bestilte bil, udvalget i bilflåden, prisen, kundeservice, hvor bilen skulle hentes i for eksempel lufthavnen og så videre.
Vinderen Sixt åbnede i USA i 2011 og har i dag over 100 udlejningsstationer i USA, herunder, oplyser Sixt, i de i hvert fald 50 største lufthavne. Biludlejeren er foreløbig til stede med udlejningsstationer i indtil nu 25 af de 50 delstater i USA.
I en reaktion på førstepladsen i undersøgelsen fra USA Today siger Tom Kennedy, direktør for Sixt i USA:
”Denne anerkendelse afspejler den dedikation, vores over 2.000 medarbejdere hos Sixt i USA giver for at give ekstraordinær kundetilfredshed.”
Sixt er også på vej ind på det canadiske marked, hvor man åbnede i 2022.
Tre forretningsområder
I alt har Sixt-koncernen, der har hovedkvarter i Pullach ved München, udlejningsstationer i over 100 lande verden over. Ved sidste fintælling havde Sixt 162.000 udlejningsbiler.
Sixt har opdelt sin koncern i tre hovedområder. Der er det tyske hjemmemarked, der sidste år stod for 29,9 procent af den totale koncernomsætning. Næsten samme omsætningstal har det nordamerikanske marked (USA og Canada) med 29,7 procent, mens markedet i Europa (alle lande undtagen Tyskland) stod for den resterende del af koncernomsætningen.
Relaterede artikler:
Sixt Biludlejning: USA-bookinger nede med 66 pct.
Kendt navn hos Sixt Biludlejning får nyt job
Sixt passerer 100 biludlejningsstationer i USA