Den tyske biludlejningsgigant Sixt vokser i USA, et af koncernens største markeder. Sixt har nu passeret 100 udlejningsstationer i USA og er blandt andet til stede i 49 af USA’s største lufthavne.
Den nyeste udlejningsstation på det nordamerikanske marked – USA og Canada – er Sixt’s åbning i William P. Hobby Airport i Houston. Lufthavnen i Texas er lillebror til Houstons hovedlufthavn, George H.W. Bush Intercontinental Airport (IAH), hvor Sixt har været siden 2020.
William P. Hobby er en tidligere guvernør i Texas – og Hobby-lufthavnen (HOU) med omkring 14 millioner årlige passagerer ligger tæt på centrum af Houston og bruges primært til indenrigsflyvninger, ikke mindst for USA’s største lavprisselskab, Southwest Airlines.
Sixt USA skriver i en pressemeddelelse, at åbningen i Hobby-lufthavnen stadfæster biludlejningsselskabets tilstedeværelse i Texas, hvor man i forvejen har biludlejningsstationer i Dallas, Fort Worth, Houston (hvor Sixt nu har fire udlejningsstationer, dels i lufthavnene, dels downtown) og San Antonio.
Er i 49 af USA’s største lufthavne
Sixt skriver også i sin pressemeddelelse, at man nu er i 49 af USA’s største lufthavne. Blandt de nyeste åbninger på det amerikanske marked er udlejningskontorer i Milwaukee International Airport, Kansas City International Airport, Tucson International Airport samt Downtown Philadelphia, Houston Royal Sonesta, Chicago Marriott Naperville og Long Beach i Californien.
USA er det største vækstmarked for Sixt-koncernen, der nu har passeret 100 udlejningskontorer i 25 delstater (USA har 50 delstater) med over 2.000 medarbejdere. Sixt har været på det amerikanske marked i over 10 år, og rykkede i 2022 også ind på det canadiske marked.
I alt har Sixt-koncernen, der har hovedkvarter i Pullach ved München, udlejningsstationer i over 100 lande verden over. Ved sidste fintælling havde Sixt 162.000 udlejningsbiler.
Alene i år forventer Sixt at åbne yderligere 100 biludlejningskontorer – ligeligt fordelt mellem det største marked, Europa med ikke mindst det tyske hjemmemarked, og Nordamerika, navnlig USA.
Blandt de største i Danmark
Sixt har opdelt sin koncern i tre hovedområder. Der er det tyske hjemmemarked, der sidste år stod for 29,9 procent af den totale koncernomsætning. Næsten samme omsætningstal har det nordamerikanske marked (USA og Canada) med 29,7 procent, mens markedet i Europa (alle lande undtagen Tyskland) stod for den resterende del af koncernomsætningen.
Markedsandelene i den danske biludlejningsbranche opdeles typisk i tre lige store stykker: Europcar har cirka en tredjedel, det samme har Avis, Enterprise, Hertz og Sixt, mens den sidste del er hos mindre operatører. Avis Budget Group er i dag det nærmest eneste biludlejningsselskab i Danmark der har fokus på samarbejde med den udgående rejsebranche.
I august sidste år købte AL Finans – et datterselskab til Arbejdernes Landsbank – halvdelen af Mobility Service Danmark A/S, moderselskab for Sixt Danmark. Resten af Sixt Danmark ejes fortsat af bestyrelsesformand for Sixt i Danmark, Henrik Isaksen, der har haft franchisen for den tyske biludlejningsgigant i Danmark siden 2004.
Sixt har i Danmark i alt 15 udlejningslokationer med totalt i snit 4.700 udlejningsbiler, heraf 200 varevogne, oplyste Henrik Isaksen i marts sidste år til Standby.dk
Relaterede artikler:
Her er USA’s dyreste og billigste biludlejnings-byer
Forbruger Europa: Stadig flere danskere føler sig snydt ved biludlejning