Turismeafgiften, som Venedig for første gang indførte i 2024, vender tilbage. Og denne gang er der flere dage, hvor turister skal betale for adgang til byen.
Venedigs byråd har bekræftet, at man genindfører dagsgebyret, som første gang blev indført i sommeren 2024 for at få bedre styr på turismen i den populære italienske by. Det skriver Euronews.
I 2026 skal dagsbesøgende betale fra fredag til søndag i april, maj, juni og juli. Det er en udvidelse af antallet af dage til 60 sammenlignet med 54 i 2025.
Ifølge Euronews skal afgiften dæmme op for den såkaldte ”hit and run”-turisme fra dagsbesøgende, som overrender Venedig, som er en by med 250.000 indbyggere. På dagene, hvor afgiften gør sig gældende, er der tale om myldretiden fra kl. 8.30 til kl. 16, mens der på andre tidspunkter er fri adgang.
Foretager stikprøver
Systemet er indrettet med flere undtagelser. Afgiften skal ikke betales af fastboende, personer født i Venedig, studerende, arbejdstagere og turister med hotel- eller anden overnatningsreservation.
Besøgende kan “reservere” deres dag i Venedig via en dedikeret platform. Gør de det, bliver de udstyret med en QR-kode, som vil blive kontrolleret ved stikprøver. Byen har syv adgangspunkter. Turister på hotel i byen får også en QR-kode, som de skal vise under kontrol.
Som sidste år er gebyret 5 euro, mens turister, der ikke reserverer senest fire dage i forvejen, skal betale 10 euro (rundt regnet 75 kroner). Betaler man ikke afgiften, kan man få en bøde på mellem 50 og 300 euro (374 til 2.200 kroner).
Har indbragt millioner
Mens turismeafgiften giver penge i kommunekassen i Venedig, så er det stadig et ganske stort antal turister, som vælger at tage til byen for at opleve dens kanaler.
Således er besøgstallet på endagsrejsende kun dalet en smule, og den travleste dag var der 25.000 turister i byen, hvilket svarer til halvdelen af byens egen befolkning, lød det efter sidste års sommersæson.
I alt betalte 723.497 besøgende turistskatten i 2025, og det har givet en indtjening på 5,4 millioner euro, svarende til rundt regnet 40 millioner kroner.
Ser man i stedet på det gennemsnitlige antal, som dagligt betalte for billetten, lød tallet på 13.046 besøgende på de travleste dage, lørdage, mens tallet for 2024 i stedet var 16.676.
Venedigs byråd oplyste sidste år, at faldet i antallet af betalte billetter stemmer overens med et fald i antallet af turister i regionen omkring Venedig. Ud over lørdage var fredage de travleste dage for endagsrejsende, mens den tredjetravleste dag typisk var søndag.
Relaterede artikler:
Venedig tager nyt skridt for at tøjle overturisme