- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vestjysk containerhotel har fået vokseværk

Værelser i skibscontainere beklædt med birketræ er blevet så stor en succes, at hotellet 18b i Harborøre har iværksat en udvidelse af kapaciteten fra otte til 14 sovepladser.  

Indbyggerne på den jyske vestkyst har smuk og rå natur lige uden for hoveddøren, men det er ikke altid, at det er lige så nemt at finde kulturoplevelser eller arbejdspladser i nærområdet.

Den oplevelse havde Helle Langer, der bor i den vestjyske by Harboøre, tilbage i 2018. Det førte til, at hun etablerede 18b, som både omfatter kulturhus og koncertsted samt et containerhotel, der nu står for at skulle udvides.

”Hvis jeg ville noget kreativt, skulle jeg pendle til en af de større byer. Jeg blev lidt provokeret af, at det altid var mig, der skulle flytte mig både for arbejde og for kultur. Så jeg tænkte – hvad nu hvis man lavede et sted, der var så godt, at folk ville køre herud for en aften?,” siger hun i en pressemeddelelse.

Udvider med flere værelser
Først etablerede hun et kulturhus i byen, der har omkring 1.400 indbyggere, og herefter gik der ikke lang tid, inden gæsterne begyndte at spørge ind til eventuelle overnatningsmuligheder. Det førte til, at hun indkøbte en række skibscontainere, og indrettede dem som værelser.

”Kombinationen af det kolde tunge stål udvendigt, som indenfor er beklædt med varm birketræsfinér, giver en fed kontrast mellem det bløde og det hårde. Der er et utal af sommerhuse og værelser til leje, men vores store, klodsede container er den eneste af sin slags, og det trækker folk til,” fortæller Helle Langer.

I øjeblikket er der otte sovepladser på containerhotellet, men snart vil der være 14, da indehaveren har planer om at udvide hotellet med tre nye 20 fods containere samt en på 40 fod, hvori der skal indrettes fælleskøkken og bad, som gæsterne kan gøre brug af.

Forventer at få flere besøgende
Helle Langer og hendes hold har selv udtænkt og formgivet den indvendige del af de containere, der benyttes til hotellet, men det er den nordjyske containervirksomhed Boxit, der varetager arbejdet med at skære dem til.

”Flere og flere erhvervskunder ønsker specielle designs, og dem vil vi selvfølgelig gerne hjælpe. Det er typisk døre og vinduer, men også komplicerede specialløsninger, der skal laves, og det siger noget om, at containere ikke længere kun bliver brugt til fragt, men har rigtig mange forskellige og kreative anvendelsesmuligheder,” udtaler Kim Viggo Ørbæk Jensen, der er salgschef i Boxit.

Som det er i dag, har kulturhus og koncertdelen af 18b plads til 230 gæster indendørs og omkring 350 på udendørsarealerne. Helle Langer forventer, at der bliver mere travlt, end tilfældet er i dag, når den nye udvidelse af hotellet står klar.

”Vi kommer til at få endnu flere gæster i huset, og det glæder vi os selvfølgelig meget til min mand og jeg selv, men også alle de ufrivilligt frivillige – vores familie og venner, der altid er med,” siger Helle Langer.


Relaterede artikler:

Scandic overtager kendt jysk hotel

Restaurantkæde køber kendt københavnerhotel

Hotelkæde ser bredt for at spare på energiregninger