- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Vil have færre krydstogturister

To store krydstogthavne er trætte af passagerer, som bare fylder op uden at købe noget særligt, og vil begrænse trafikken. Det gælder både Bergen og Bahamas.

Byrådet i Bergen, hvor det stort set altid regner, også når krydstogtskibe om sommeren hver dag lægger til kaj, besluttede sidste år at reducere til fire daglige skibe med 9.000 passagerer, skriver Bergens Tidende. Men det stopper ikke her, for nu lægger byrådet et forslag frem om tre skibe og maksimalt 8 000 passagerer.

Dels er de lokale borgere ved at være trætte af, at gæsterne i gennemsnit køber for lidt.  Og byen er på trods af vejret hele sommeren fyldt med turister Det ser ud til, at der er et minimalt forbrug på 700 kroner per passager. Det er for lidt i forhold til, hvor meget det slider på miljøet med de mange kulturminder, blandt andet de store pakhuse fra danskertiden, mener Bergen Rejselivslag.

Høje priser i Bergen
Enkelte medlemmer af byrådet vil gerne ned på maksimalt to skibe med 5.000 passagerer dagligt og hævder, at det slet ikke er et spørgsmål om penge, men om miljøet i det hele taget. De mange krydstogtskibe op langs Norges kyst fra København og Oslo samt britiske havne, er alle en dag i Bergen.

Det er ret oplagt at tro, at det begrænsede forbrug skyldes de høje priser i byen, hvad enten det gælder shopping eller restaurantbesøg. Kærligheden har kulmineret mellem partnerne, og nu går det den anden vej.

Turistfælde i Nassau
Den nyhed kommer blot et par dage efter, at vi som nævnt forleden her på STANDBY.dk, kunne fortælle, at Bahamas siger stop for et samlet årligt beløb, som øerne betaler til krydstogtrederierne på cirka 75 millioner kroner for at ankre op.

Der er især i Nassau, kendt for at være en rigtig turistfælde, at skibene ligger meget tæt side ved side.

Men nu skal det være slut, selv om den geografiske placering i Caribien er attraktiv, og  strømmen af turister kommer nok alligevel. ”Men de køber bare ikke noget,” siger de handlende i Nassau.

Gælder ikke i Danmark
”Interessant udvikling,” konstaterer administrerende direktør Jens Elers fra incomingbureauet, DMC, som også har en norsk afdeling, og i 35 år har været førende i samarbejdet med rederierne om passagerer og bagage.

”Jeg genkender ikke problemerne i danske havne . Jeg tror ikke, der er nogen, som får penge fra rederierne for at komme til Danmark. Det er attraktivt nok i sig selv. Det er heller ikke min fornemmelse, at vore  krydstogtturister bruger færre penge en hidtil, ” siger han.

Relaterede artikler:

Bahamas stopper findeløn til krydstogtskibe

Kroatien i klagekor over mange turister

Bergen skal sælge norsk rejseliv