- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Vil opføre stort hotel ved jysk ferieby

Holder planerne fra idémanden, så har Hune i Nordvestjylland ved udgangen af 2023 et nyt hotel med 142 værelser. Hotellet skal opføres, hvor verdens angiveligt største sandslot i dag ligger.

Bag ideen om det mulige nye nordjyske hotel står en lokal iværksætter og ejendomsinvestor, John Andersen. Han vil selv poste 50 millioner kroner i planen og håber, at andre investorer vil bidrage med cirka 150 millioner til det store projekt. Udover selve hotellet, får projektet også et 1.000 kvadratmeter stort spa- og wellness. Det skriver TV2 Nord.

Hotelprojektet skal opføres i tilknytning til Skulpturparken og Kulturhuset mellem Hune og Blokhus. Der oplyses ikke noget om en mulig operatør af det planlagte hotel.

Og der er et stort behov for et hotel i Blokhus-området, hvis turismen skal vækste yderligere. Det viser en analyse af overnatningspotentialet fra destinationsselskabet Destination Nordvestkysten. I området ligger i forvejen blandt andet Blokhus Feriecenter, Grønhøj Strand og Hotel Fårup, men de regnes mere som resort-hoteller, oplyses det. Hotel Fårup ligger i Fårup Sommerland, den største turistattraktion i Destination Nordvestkysten.

Destination Nordvestkysten dækker kommunerne Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Lemvig og Thisted.

Et stort uudnyttet potentiale
Det er planen, skriver TV2 Nord, at de 6.000 ton sand, som lige nu står i Skulpturparken som verdens største sandskulptur, skal genbruges som støbesand til hotellet.

”Verdens største sandslot må lade livet, men der kommer til at ligge noget historie i det, for under hotellet kommer sandslottet til at ligge,” siger John Andersen og tilføjer:

”Vi har talt med kreditforeningen, der vil komme med 100 millioner, og så satser vi på at finde investorer, der vil være med i hele komplekset med 50 millioner kroner.”

Efter John Andersens mening er der et stort potentiale i Hune-området. ”Der kommer omkring halvanden millioner gæster hvert år til området, så det er ikke svært at fylde værelserne. Netop inden for fritid og oplevelser er der masser af søgning, det kunne man også se, da coronaen ramte,” siger John Andersen.

Hotelbyggeriet går efter planen i gang til foråret og ventes at stå klar juleaften 2023, skriver TV 2 Nord.

Relaterede artikler:

Hoteldirektør: Der er sket et skifte i mikset af gæster

De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber

Tysk hotelkæde klar med direktør i Danmark

SAS-piloter sælger kendt lufthavnshotel

Nu har tre danske hoteller fire Michelinstjerner