- STANDBY.DK - https://standby.dk -

VisitAarhus ændrer markedsføring

For at tiltrække flere udenlandske turister, erstatter VisitAarhus i ny international markedsføring ”turistklichéer” med historien om en by, hvor man kan opleve det ekstraordinære i det små.

”Videoen er lidt anderledes og lavet for at gøre noget væk fra det, vi har set og gjort før. Videoen lægger sig samtidig op af det nye snit fra VisitDenmark med fokus på Everyday Wonders.”

Det siger administrerende direktør hos VisitAarhus, Pia Lange Christensen, til STANDBY.dk – og den omtalte video ligger nu på YouTube og VisitAarhus’ Facebook-side. Den tilstræber at vise Aarhus på en ny og anderledes måde til navnlig udenlandske turister. Filmen er lavet i samarbejde med det engelske bureau Fold7, der blandt andet har produceret Carlsbergs videofilm med Mads Mikkelsen.

”Vi skal spille på alle tangenter og bruge alle muligheder. Internationale turister er super vigtige for Aarhus og hele det område, VisitAarhus dækker – og vi har jo i mange år arbejdet for at tiltrække flere udenlandske turister, der i dag udgør cirka hver tredje overnatning i Aarhus,” siger chefen for VisitAarhus og tilføjer:

”Men den nye kampagne prøver vi at vise noget anderledes – for eksempel steder og stemninger, der nok er dagligdag for danskerne, men som er unikke for turisterne.”

Mange udlændinge i Aarhus-området
Udenlandske ferieovernatninger i Aarhus udgør en tredjedel af alle ferieovernatninger. De største grupper var sidste år Tyskland med 24 procent, mens Norge og Sverige begge havde 17-18 procent.

Den nye kampagne for Aarhus er et samarbejde mellem udover VisitAarhus også Aarhus Airport, SAS og VisitDenmark. Videoen er hovedelement i den nye kampagne, der spiller på temaerne kultur, god mad og de steder, hvor århusianerne lever deres dagligdag, og som er særlige for netop Aarhus.

”Stadig flere internationale turister får øje på Aarhus-området, og det er en klar trend at besøge second cities. Når vi samler kræfterne i en ny stor markedsføringskampagne, kan vi inspirere endnu flere gæster til at besøge Aarhus og opleve vores unikke kombination af topattraktioner, gastronomi, natur, kultur, events og storbystemning,” siger direktør Pia Lange Christensen fra VisitAarhus i en pressemeddelelse.

Lufthavnen med til tiltrække gæster
VisitAarhus, SAS og VisitDenmark har tidligere kørt kampagner i udlandet sammen, men det er første gang, at Aarhus Airport er med i et større strategisk samarbejde om at trække flere turister til byen. Muligvis fordi den nye direktør for Aarhus Lufthavn, Peer H. Kristensen, indtil tidligere i år var direktør for netop VisitAarhus.

Han siger i pressemeddelelsen: ”Aarhus Airport er naturlig i arbejdet med at tiltrække gæster til Aarhus. Lufthavnen er porten ind til Aarhus og med den totalrenoverede lufthavn understøtter vi fortællingen om det ekstraordinære i det små. Gæsterne skal opleve den særlige Aarhusstemning når de sætter fod på dansk jord.”

En af de nyeste ruter til lufthavnen udenfor Aarhus er SAS’ forbindelse til Manchester. Det er blandt andet den rute, der nu skal få glæde af kampagnen i form af flere turister til Aarhus. Syv procent af de udenlandske ferieovernatninger i Aarhus var britiske i 2018.

”Siden vi begyndte at flyve direkte fra Oslo og Stockholm til Aarhus, har vi set en stærk interesse for både ferie- og erhvervsrejser til Aarhus. Vi er glade for at markedsføre byen i denne kampagne sammen med vores kampagnepartnere, så vi kan inspirere flere til at flyve til Aarhus og opleve alt det, man kan se og gøre der,” siger William Reed, international marketing manager i SAS.

Væk fra turistklichéerne
Den nye kampagne for Aarhus frister blandt andet med Den Uendelige Bro, kunstmuseet AroS, Moesgaard, Den Gamle By, Tivoli Friheden og Salling Rooftop. Med i videoen er også byens gader, arkitektur og offentlige rum.

For det er i høj grad århusianernes dagligdag, der skal trække turister til, mere end postkortkønne turistklicheer med glade børn, der spiser is under en knaldblå himmel, hedder det.

Aarhus-filmen er den første som lanceres fuldt ud i det nye Danmarksbrand, som vil præge den internationale markedsføring af Danmark fremover. Her er der fokus på Everyday Wonders. Herom siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen fra VisitDenmark:

”Vi vil gerne væk fra de klassiske ferieklicher og i stedet kommunikere i ny tone, stil og retorik som forhåbentlig kan fange de udenlandske turisters interesse. Vi har jo ikke Eiffeltårnet og andre verdensberømte ikoner, men vi lever i en dagligdag og har en livsstil, som mange udlændinge synes er fantastisk. Det vil vi gerne vise frem. At vi for eksempel cykler og kan hoppe i havnen er dagligdag for os danskere – men det er specielt og særligt for folk i andre lande.”

Ocean Race til Aarhus
På positivkontoen har Aarhus Kommune og VisitAarhus også netop meddelt, at verdens længste kapsejlads, The Ocean Race, i 2022 kommer til Aarhus i forbindelse med ruten i løbsserien for 2021/22.

Aarhus var sidste år vært for VM i sejlsport, hvor op mod 400.000 tilskuere lagde vejen forbi.

Relaterede artikler:

Aarhus på CNN-liste over Europas oversete storbyer

Lille vækst i dansk turisme

VisitAarhus parat til mere vokseværk