- STANDBY.DK - https://standby.dk -

VisitDenmark i datasamarbejde med Instagram

Nyt pilotprojekt skal trække dataindsigter fra Instagram. Målet er et fælles værktøj, der kan give viden om gæsternes adfærd og optimere markedsføringen i danske destinationsselskaber.

”Matcher dine gæsters opslag på Instagram med din destinations fortælling?”

Det spørgsmål skal et datasamarbejde mellem VisitDenmark, Visit Nordsjælland, Visit Vesterhavet, Destination Bornholm og Dansk Kyst- og Naturturisme finde svaret på. For måske er det ikke den klassiske solnedgangsbænk eller havudsigt, som de besøgende poster på Instagram, men så ligger potentialet i at afdække, hvad der så hitter. Det skriver VisitDenmark på sin hjemmeside.

Her siget Rasmus Friis Sørensen, innovationschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme: ”Mange destinationer og virksomheder bruger allerede Instagram som kommunikationskanal til gæsterne, men Instagram rummer også meget data om gæsterne.

Dog er det sjældent noget, vi i dag inddrager i vores analyser eller forretningsudvikling. Med projektet håber vi at kunne tegne konturerne til et fremtidigt analyseværktøj, der kan komme med ny markedsviden baseret på gæsternes adfærd på Instagram,” siger Rasmus Friis Sørensen.

Instagram-data kan optimere markedsføringen
Analysesamarbejdet udspringer fra et dataprojekt på Rømø, hvor Instagram blev brugt som en væsentlig datakilde. Rømø-projektet satte fokus på potentialet i at arbejde yderligere med analyse af Instagram posts, hvilket nu i første omgang testes i et pilotprojekt med de tre deltagende destinationer og VisitDenmark.

Helt konkret arbejdes der med at bruge billedgenkendelsesalgoritmer til at undersøge det visuelle indhold på tusindvis af posts fra Instagram og sætte resultaterne i forhold til destinationens fokus. Der findes allerede forskellige komponenter til visuelle analyser, og i pilotprojektet testes, hvilke af disse der er optimale at indarbejde og sammenkæde i en decideret analysemodel, oplyser VisitDenmark.

Strategisk samarbejde med Instagram
Forretningsudviklingschef Tim Hoelgaard fra VisitDenmark siger:

”Det er en del af vores strategi at aktivere flere datakilder for at supplere eksisterende turismeviden. Vi håber, at dette pilotprojekt giver en dybere indsigt i, hvordan turisterne gennem brug af billeder, tekst og hashtags iscenesætter deres oplevelser på destinationen. Det kan give nye input til, hvordan destinationerne kan udvikles og markedsføres, og hvordan vi kan hjælpe turisterne med at skabe deres egne fortællinger.”

Destination Bornholm er en af de destinationer, der er med til at teste mulighederne i pilotprojektet, og her håber destinationsselskabets direktør, Pernille Kofod Lydolph, at projektet kan hjælpe til at skabe ny viden i destinationerne:

”Vi håber på at kunne bidrage til at tilpasse værktøjet til en destinationssammenhæng og samtidigt koble det med andre datakilder, som vi i destinationerne allerede bruger, for eksempel Google Analytics, så vi får et bredt billede af gæsterne. Det vil give os værdifuld viden om, hvad vores gæster er optagede af og dermed en mulighed for at spotte nye tendenser.

Det kan vi bruge til at optimere markedsføringen, men også til at produktudviklingen i vores destination,” siger Pernille Kofod Lydolph, der også er nyvalgt formand for Danske Destinationer med de 19 danske destinationsselskaber.

Relaterede artikler:

Ny destinationsformand: ”Jeg vil byde op til dans”

Trods genåbning: To ud af tre holdt ferie i Danmark

Danske millionærer bag nyt feriehusprojekt