- STANDBY.dk - https://standby.dk -

VisitDenmark-kampagne skal støtte mødebranchen

Med et budget på to millioner kroner er VisitDenmark klar til sin største kampagne for at hjælpe med at genstarte mødebranchen og øge kendskabet i udlandet til Denmark som mødedestination.

Seks personlige videofortællinger er omdrejningspunktet i den nye store mødekampagne, som VisitDenmark netop har lanceret for at øge interessen i udlandet om Danmark som MICE-destination (Meetings, Incentives, Conferences og Events, red.)

De seks medvirkende i kampagnen er henholdsvis teambuilder, direktør, eventmager og fiskehandler, sammen tegner de et andet billede af Danmark end det, mødedestinationer typisk markedsfører sig selv med, skriver VisitDenmark i en pressemeddelelse.

I den siger projektleder Signe Lüth Di Liberto fra VisitDenmark: ”Med kampagnen skaber vi en ny fortælling om Danmark som mødedestination, hvor vi i stedet for at fokusere på venues, bringer de mennesker, som leverer mødeoplevelsen, ud til mødeplanlæggerne.”

Kampagnen, der køres på en række sociale medier og udenlandske fagmedier, er et samarbejde mellem VisitDenmark og VisitAarhus, VisitAalborg, Wonderful Copenhagen, Destination Fyn, Business Esbjerg og VisitHerning.

Venter på ketchup-effekten
VisitDenmark-kampagnen lanceres på et tidspunkt, hvor restriktionerne i Danmark er væk, og der igen er gang i det danske samfund.

Det har sat gang i de danske mødebookinger, siger Michael Hansen, kommerciel direktør i danske Comwell Hotels. Han er glad for, at VisitDenmark nu stimulerer de udenlandske markeder:

”Efteråret tegner rigtig fint for os – også når vi sammenligner med 2019. Men det er stort set alt sammen danske kunder og især mindre arrangementer, som bliver booket,” siger Michael Hansen.

Han oplever kun begrænset aktivitet fra de udenlandske kunder.

”Vi taler om en ketchup-effekt. Danskerne har brug for igen at mødes fysisk, og vi har travlt som aldrig før. Men på et tidspunkt er ketchupflasken tom, og så skal vi også kunne tiltrække udenlandske kunder igen. Så vi er glade for, at VisitDenmark tager dette initiativ,” siger Michael Hansen.

Skal skabe kendskab på primære markeder
VisitDenmarks nye MICE-kampagnen er netop skudt i gang i Tyskland, Sverige, Norge, Holland og Storbritannien og er planlagt til at køre indtil december.

”Vores mål er at øge kendskabet til Danmark og slå vores position som mødedestination fast i de internationale mødeplanlæggeres bevidsthed. Herefter følger vi kampagnen op med mere taktiske aktiviteter for at øge efterspørgslen,” siger Signe Lüth Di Liberto.

Kampagnen er en del af aftalen om ”Genstart af dansk eksport,” som hovedparten af Folketingets partier indgik sidste år. Med et budget på to millioner kroner er kampagnen den hidtil største internationale mødekampagne fra VisitDenmark.

Relaterede artikler:

”Folk gider ikke flere hybridmøder”

Milliardær åbner unikt overnatningssted i København

Nu har tre danske hoteller fire Michelinstjerner

Færre restriktioner giver boom i bookinger